Viser opslag med etiketten striber. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten striber. Vis alle opslag

søndag den 7. juli 2013

Beskyttelses-pakke

Herren fik for lang tid siden et hjemmesyet hylster til sin ipad. Nu bruger han en anden dims, hvor den kan stå op og samtidig er beskyttet på begge sider. En officiel dims :)
Men hans kammerat kunne åbenbart huske det mælkedrenge-stribede hylster for han spurgte forleden da de var ude at traske og drikke kaffe:
"Hvor har du købt dit hylster?"
"Det har Maria lavet"
"Det ser ellers så købt ud - tror du hun vil lave sådan et til mig?"
"Det tror jeg bestemt!"

Det er ikke ordret - jeg er bare blevet fortalt om ordene der faldt. Jeg blev ret smigret, så selvfølgelig ville jeg da lave et hylster til kammeratens padde også.

Aftalen blev at kammeraten kom forbi og hyggede og ville få et hylster med hjem - netop den søndag, der skulle være ensomheds-nørkledag. Så det blev slet ikke ensomt, og der BLEV nørklet :) (og lavet chokolademousse...)

Det gamle øverst - det nye nederst. Det gamle har  en skævhed ved åbningen øverst, fordi jeg kæmpede med en lukkemekanisme. Den virker, men så godt at man næsten ikke kan få skidtet ud igen....


Fint mælkedrenge-stribet stof. Restkøb fra Stof2000.


Lukkemekanismen er nu: stram, så den ikke kan glide ud, men skal hives ud og presses i :)
Kammeratens fod i baggrunden!
Hyggelig dag, masser af nørkle og en glad kammerat, der gav knus og tak og tilfredshedslyde ;)

Foret er dobbelt (3-dobbelt i bunden, så den er ekstra beskyttet, når den står i tasken) uldstof fra det tidligere brand-beredskab på Frederiksberg Bibliotek. Loftet var fuldt af beredskabs-skatte og jeg fik lov at tage rullen med det tykke (ca 2mm) tætte, varme, robuste uld-stof, som er guld værd!

/Maria

onsdag den 2. januar 2013

Tæpper 2012

Jeg syede en del tæpper sidste år. Nu er de fleste givet til de rette personer og jeg kan derfor vise dem frem.  Det stribede blå er en gave til Vidar. Han er en meget sød lille put på to uger. :) Hans mor blev meget glad for gaven og hans tvilling Storm må vente lidt endnu, da hans tæppe volder mig lidt problemer.
Sekskanter og striber
Derudover har jeg i månedsvis syet på et tæppe til mine forældre. Min mor har valgt stof og mønster.
Det blev til plus-tæppet. Bagsiden blev en lækker blød blå fleece, der kan tåle at blive vasket igen og igen.
Jeg lavede kantebånd af det blå stof forrest på billedet. Forsiden fik jeg syet allerede i sommers men det har ligget og ventet på den rigtige farve bagside kom hjem.



Til mine svigerforældre syede jeg et tæppe med cirkler. Det er syet på maskine og tog heller ikke lang tid. Af uransalige årsager sad jeg dog stadig og syede kantebånd weekenden før... Bagsiden er en brun fleece igen. Jeg er ikke så vild med at sy i fleece, men også her blev jeg bedre til det.


Til mig selv... og min familie har jeg syet et tæppe med sekskanter. Det har også været længe undervejs og er syet i hånden. Jeg er ret glad for det selvom det ikke helt passer ind i den lilla sofa. Det har også fået en bagside i fleece. Denne gang petroliumsblå. Farven er ret svær at gengive på billede så jeg opgav. Kantebåndet er også petroliumsblåt og blev syet på i dagene efter jul. Her var jo ingen deadline :)


Sidst men ikke mindst syer jeg stadig på lille Storms tæppe. Det går langsomt fremad men jeg har syet 3/12 nu og det går da fremad. Det går især bedre efter jeg er blevet lidt mere pertentlig og laver større sømrum og stryger undervejs. Jeg overvejer stadig at sy det hele i hånden hvor det godt nok også går langsomt men jeg synes jeg har lidt mere kontrol.

blok C 
Gad vide hvor mange tæpper jeg får syet i 2013? Mit nørkle-nytårs-fortsæt er at få syet noget mere tøj. Dog er de projekter jeg har ideer til alle tæpper eller puder.
/Emma