Viser opslag med etiketten Strik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Strik. Vis alle opslag

søndag den 17. august 2014

Små projekter til de små

Her i foråret har jeg også fået lavet nogle små projekter, og det gode ved dem er at det går meget hurtigt med at få dem af pinden.
Projekterne her er givet videre til rette ejermand, og derfor kan de godt komme op her, da de var en gave til den lille nye i vores gruppe.

Barselsgaven
Men det hele startede med en top der hedder Barselsgaven fra Tusindfryd Cph.
Den er meget hurtig at strikke, det tog nærmest kun en mindre dags tid. Den er strikket i alpakauld Indicita fra Filcolana.
Det eneste som irriterede ved den var at man skulle samle den i siderne til sidst. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg kan bedre lide at strikke rundt i kroppen, så hvis jeg skal lave den igen, så vil jeg prøve at ændre lidt i opskriften.

Så faldt jeg over et par rigtig fine ballonbukser, i virkeligheden for lang tid siden, i butikken Sommerfuglen fra bogen All You Knit is Love, så dem besluttede jeg mig for at se om de ikke kunne blive fine i Rasmillas Ynglingsgarn i Lilla. Og resultatet er ok, men jeg strikker lidt løst i det garn, var ikke selv 100 % tilfreds, og så er der også en masse vrang i opskriften som ikke gør min strikkefasthed meget bedre. Så næste gang vil jeg nok lave lidt om på snoningerne og sørge for at det meste er retstrik.

Ballonbukser


Derudover strikkede jeg en cardigan, også i Rasmillas Ynglingsgarn, og der igen drillede strikkefastheden for mig, så den blev lidt større end den var tiltænkt.
Cardigan var en stribet en fra Lene Holme Samsøe, som Emma opfordrede lidt til.
Cardigan

Top med får og ribkanter


Da jeg bestilte Barselsgaven, købte jeg også noget ekstra garn i Indicita i en rigtig flot rød/pink. Det besluttede jeg kunne blive et til en top fra All You Knit is Love med ribkanter, og derudover ville jeg gerne lave noget mønster i den. Mønstret blev til får (mønstret har jeg fra en sokkeopskrift der hedder Pias fede får), som blev strikket i resten af det hvide garn jeg havde tilovers fra den første top. Og det er første gang at det er lykkedes mig at strikke med flere farver uden at det er blevet stramt eller helt umuligt at se et mønster. Så det er jeg meget godt tilfreds med, og overvejer at oppe ud i nogle flere projekter med mønster i på et tidspunkt.

Der udover strikkede jeg Fuglemammas omslagsbody og en cardigan med snoninger i alpaka fra Isager (nr. 2), som var en rest jeg havde fra nogle andre projekter. Cardiganen er fra bogen Strikkede Babydrømme, og kan desuden findes på Femina her.



Fuglemammas omslagsbody
Cardigan med snoninger

Men det var de færdige (og afleverede) små projekter herfra. Derudover er jeg i gang med en top til mig selv, og så er der jo en anden af mine venner der venter sig, og hvor jeg også har nogle ting jeg vil strikke, men mere om det senere.

torsdag den 1. maj 2014

Opsamlingsheat

Jeg er kommet lidt i bund med de ting, der lå i venteposition, og har fået ryddet lidt op OG lavet nye projekter :)

Min veninde blev 40 og hun vil gerne igang med at sy, men er alligevel ikke HELT sikker, så vi ville bare give hende et gavekort til stof, så hun selv kan styre hvilken retning den nye hobby skal gå i. Men til hende ville jeg ikke give en 'flad' gave, så jeg lavede en lille pung til at gemme gaven i og symbolisere formålet ;) Lavet af stof jeg havde liggende - et viskestykke fra HM, som er købt til sjov og ikke til viskestykke. Og røde køkkentern, vistnok fra Ikeas stofrestekasse.


I stofoprydningen fandt jeg en gammel firkantet dug, arvet fra min farmor. Den er meget forårsfarvet og glad og nu er den blevet til en mulepose til mig selv:


Inderlomme - nu med orange køkkentern - højst sandsynligt også fra Ikea.
Jeg fik testet min skråbåndsfolder, som jeg fik til jul, for jeg havde intet skråbånd, der passede til ternene. Det gik ok, men håndtaget sidder i den forkerte del, så den skiller ad, mens man bruger den, hvis man trækker for hårdt...eller også er det bare mig, der ikke er udlært i skråbånd endnu. Men det er smart alligevel, at man kan lave sine EGNE skråbånd. Jeg har ikke klippet dem på skrå af trådretningen, for så bredt var mit stofstykke ikke, og da det ikke skulle om runde hjørner gik det fint.
Taske set fra bunden/centrum af dugen, liggende på det ny-ombetrukne strygebræt
Nyt look til strygebrættet. Det har stået i kø længe og været temmelig usselt, og nu er det bare så fint. Stof er naturligvis fra Ikea - syet på frotte, for at give lidt pondus og snøret fast nedenunder. Som snørebånd på en sko. Det er ikke en super-æstetisk løsning set nedefra, og derfor får I kun et billede ovenfra ;)

Undervejs i oprydningen af stof og garn fandt jeg to par sokker jeg totalt havde glemt eksisterede. De lå og ventede på at blive stoppet/fikset.

De stribede strømper blev stoppet på den schweiziske måde, hvor man følger trådene og på en måde strikker sokken igen oveni den gamle strik. Sjovt og nemt :)

De grønne strømper havde det meget værre, med store huller under forfoden - og samtidig var jeg aldrig helt tilfreds med den spidse trekantede tå, som absolut ikke havde min fods form. Det er de første strømper jeg nogensinde strikkede, så der var alligevel en vis stolthed forbundet med dem ;)
Jeg pillede dem op til hullerne var væk, og strikkede dem om. Nu med rund tå. Som er min favorit og giver god plads til mine frihedselskende tæer.
Strømpernes korrekte farve
Falsk farve på færdige fusser

Så nu er der ryddet lidt ud i bunkerne, og det er rart at få bundet sløjfe på nogle af de løse ender :)
/Maria




lørdag den 4. januar 2014

En opsamling på nytarsfortsæt 2013 og Fanø strikkefestival

Det er ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet om mine projekter her på bloggen, så her kommer lige en lille opsamling på mit nytårsfortsæt for 2013, samt noget om en stikkefestival.

Trøjen der blev til en halsedisse (tidligere nytårsfortsæt projekt 3)
Trøjen inden den blev pillet op
Jeg havde et nytårsfortsæt for mine nørkleprojekter i 2013, hvor jeg ikke måtte gå igang med nye projekter før jeg havde afsluttet de andre jeg havde gang i og påbegyndt i 2012.
Det sidste projekt jeg havde gang i inden jeg måtte lave noget nyt var en trøje, hvor der skulle være en bort af ugler ved skuldrene.
Jeg valgte at strikke den i det tykke Manu babyalpaca garn på pind 8, og det gik stærkt med at strikke. Desværre fik jeg ikke købt nok garn, og da jeg løb tør for den farve jeg havde valgt til kroppen, var den selvfølgelig udgået, og fuldstændig umulig at støve op nogen steder, så derfor blev trøjen pillet op.

Men så kunne jeg jo bruge garnet til noget andet og jeg bestemte mig for at tage et kig på den dejlige hjemmeside The Purl Bee, og faldt over denne halsedisse, og da min egen var ved at være ret slidt gik jeg i gang med den.
Den er utrolig let at lave fordi det er 2 rækker man gentager indtil det er færdigt.
Eneste problem er så nu at garnet afgiver mange så fimrehår, selvom den både har været vasket og har været en tur i fryseren for at teste om det eventuelt kunne hjælpe, og så har denne vinter endnu ikke har været kold nok til at bruge så varm en halsedisse som det er blevet til. Men den er nu fin alligevel, og den bliver bestemt ikke strikket om. Og dermed var jeg færdig med alt jeg var gået igang med i 2012, så nytårsfortsættet blev overholdt.
Halsedissemønster
Færdig halsedisse







Fanø strikkefestival, og et par projekter der kom med hjem derfra
Garn købt på Fanø stikkefestival
I tredje weekend i september (20.-22. september 2013) blev der afholdt strikkefestival på Fanø, og jeg tog afsted med min moster og kusine for at se hvad det var for noget.
Det var meget interessant at være afsted, udover at Fanø er en flot ø med en dejlig natur og at alt på Fanø næsten er yarnbombed, så var der mange strikkeudstillinger og små butikker og stande, hvor der var masser af inspiration til nye strikkeprojekter (og lidt hækling).

Og med mig hjem havde jeg da også garn til 3 nye projekter og ideer til mange flere.

Det første projekt jeg fik lavet derefter var et par artiskok pulsvarmere fra Fru Pigalopp. De bliver hæklet i et bladmønster og så bliver stilken strikket efterfølgende. De er meget fine, men de er lidt korte i blomsten, men det kan evt. være fordi jeg hæklede med en mindre størrelse end i opskriften, da jeg ikke er så glad for min hæklenål i str. 5 og så hækler jeg lidt stramt.
Første omgang af blade Færdige blade Færdige pulsvarmere
Første halskant

Det andet projekt var garn til en trøje fra Isager i model Olive.
Den er strikket i alpacagarn fra Isager (nr. 2), der er et tyndt garn, og det er en enkelt opskrift som primært er strikket i glatstrik, på nær i kanterne hvor der laves mønsterstriber i Spinni garn fra Isager.
Jeg valgte at strikke den i en mørk grå, som er lidt blålig eller lilla i farven. Derudover valgt jeg 6 farver i spinni garnet som jeg synes gav noget mere spil i trøjen, man kan også vælge at lægge dem tættere op af grundfarven.

Færdig trøje
Trøjen bliver strikket fra halsen og ned i et stykke. Jeg var ikke helt sikker på hvordan jeg ville lave mønsterstriberne, så prøvede lidt forskelligt inden at jeg besluttede mig for hvordan de skulle være. Jeg prøvede forskellige rækkefølger og også om flere farver skulle strikkes sammen i en stribe, så nogle af kanterne er blevet strikket om, men det gik heldigvis hurtigt med trøjen alligevel, og er glad for resultatet.
Og fik slet ikke brugt så meget som der stod i opskriften så nu kan jeg finde på noget mere at lave i det dejlige garn.

Men det var opsamlingen for nu. Har stadig en del projekter som jeg nørkler med, er i gang med et par tæpper i hæklede firkanter, tror de ender som kattetæpper, så jeg ikke skal lave så mange firkanter, og så kan det jo være jeg finder garn til at strikke den ugletrøje jeg gerne ville lave. Men det må der komme en opfølgning på senere.

fredag den 22. marts 2013

Herrens halstørklæde og vanter

I årevis har han ledt efter et helt bestemt halstørklæde som bare aldrig er dukket op i nogen butikker, så da jeg sagde at jeg gerne ville strikke et eller andet til ham gik han igang med at få tankerne om det ikke-eksisterende halstørklæde til at forme sig. Det har været rigtig sjovt at lave noget til én der var så specifik med ønsker. Også selvom jeg ikke lige kunne gennemskue den lodrette stribe til at starte med.
Det hele endte godt. Han er ekstremt glad for tørklædet :)
Meget mere glad end hvis jeg blot havde brugt en tilfældig opskrift, er jeg ret sikker på.
Han er ikke så vild med tanken om at det skal på nettet - det er jo HANS tørklæde og han vil altså ikke ha, at der er nogen der efterligner det...



Sort på den ene side, men med små krydser der bryder det sorte. Og så den lodrette stribe.
Strikket på pind 4 i labert alpaca-garn. Meget lækkert at arbejde med!


Og vanterne til de hårde frostgrader:


Herren fryser aldrig om fingrene/hænderne, så der måtte ikke bruges mere garn... De er strikket i dobbelt garn af strømpegarns-tykkelse på pinde 2.5, så dér hvor de dækker er de nærmest vindtætte.
De bliver ikke brugt så meget som tørklædet fordi det ikke er koldt nok...

Der er helt klart plads til forbedringer: Nederste ribkant ruller og burde have været lidt bredere, men samtidig måtte de ikke komme så langt op i ærmet at de ville komme i karambolage med jakke mv. Fingrene blev meget tætsiddende, så de er lidt svære at få af. Dog er tommelen lidt for løs... Ak ja - næste gang bliver de sikkert bedre ;)

Maria




onsdag den 13. marts 2013

Vanter til Cecilie

Jeg har opdaget fejlen i min vante-fremgangsmåde. Det drejer sig om at jeg strikker inkonsistent. Nogle gange strammere, andre gange løsere. Måske har det noget at gøre med stress kontra afslappethed? :)

Så nu er ikke blot mine egne vanter blevet forskellige længder, men også Cecilies. Jeg håber det går. Nu må de prøves på Cecilies frøkenfingre og så må vi se om de kan blive godkendt. Jeg synes de er flotte i farven, men jeg er ikke tilfreds med inkonsistensen!


Den med rød top er den stramme sag, og den mere grå-orange er slacker-vanten.

Til at begynde med havde jeg problemer på strømpepinde 2,5 som jeg ellers plejer at bruge uden problemer, men i dette garn, som er Kunstgarn fra Hjertegarn, blev vanten så luftig at den kunne betegnes som see-through og absolut ikke egnet til blæst af nogensomhelst styrke. Dårlig idé til marts-vanter :s

Så jeg hoppede til pind 2,0 i stedet for og alligevel lykkedes det mig altså at strikke for løst på den ene vante. Ak ja.

Vanterne er lavet med ekstra lang håndleds-længde for at undgå at det blæser ind og man skiller ad.

Især Sarah bedes lægge mærke til at disse vanter blev færdige mens det stadig er koldt og ikke behøver over-somre på en hylde et sted. (Nogle gange kommer en snestorm og frostgrader i midten af marts bare meget belejligt...)

Tak for lån af garn Cecilie. Nu må du gerne få det igen.
:)

/Maria

mandag den 11. marts 2013

Nytårsfortsæt - Projekt 2

Så blev jeg færdig med det andet projekt der blev påbegyndt en gang sidste år.

Det er et sjal, strikket i et mønster på 12 rækker der bare gentages i det næsten uendelige, derfor har det taget lidt tid og vilje at få det færdigt - jeg kørte lidt træt i det cirka halvvejs og nu kan jeg det søvne.
Men grundet nytårsfortsættet er det nu færdigt.
Sjal i fuld længde, ca. 120 cm.
Hulmønster
Jeg har strikket det i et bomuldsgarn fra Permin der hedder Bonnie, i farven støvet grøn, det er nogle fine pasteller man kan få garnet i.
Jeg købte garnet inden jeg vidste hvad jeg skulle bruge det til, fordi jeg synes det var lidt noget sjovt noget. Det ser ud til at tråden er vævet sammen af små tråde, og ikke spundet, og det føles meget blødt.
Det har dog skiftet lidt struktur når det er strikket op, og er blevet knapt så blødt som forventet, men stadig et dejligt sjal. Mønstret har jeg fundet på Purlbee her (tilfældigvis)
Sådan ser det ud på

fredag den 22. februar 2013

Det var da lige godt Kattens...

 ja jeg har altså strikket en kat - jeg troede slet ikke at der fandtes sådan nogle strikke opskrifter, men selvfølgelig er der nogen der har sat sig ned og lavet sådan en.

En ret stor del af vores lille gruppe er meget ivrige kattemennesker - så det var nærlæggende at strikke sådan en fætter sammen som en af pakkelegsgaverne til vores julefrokost(ja det er altså ret længe siden at jeg har lagt noget op, så nu komme gaveopsamlingsheatet).
Katten endte med at se sådan ud:




Et sødt lille kræ, som jeg blev ved med at glemme! først at tage med til julefrokosten, og derefter også til vores januar meetup.
En anden ting jeg har strikket i slutningen af 2012 er et sæt håndledsvarmere og en fin hue til min moder i fødselsdagsgave. her endte jeg endnu engang på purlbee(ja jeg ved det godt, men jeg er altså fuldstændig indfanget af siden). Garnet er i virkeligheden mere mørkegrønt end det ser ud til på billedet


Det var bare lige en hurtig opdatering fra mig fordi jeg har været så dårlig til skrive på det seneste.

Jeg har ikke rigtig nogle nytårsforsæt andre end det som jeg er ved at opfylde lige nu, nemlig at lave et fint tæppe under Emmas kyndige vejledning. Jeg kommer nok med et indlæg om det når jeg er færdig.
Af andre skøre ideer og projekter som jeg render rundt og tumler med er hvorvidt jeg skal lave noget mere i "sildebensmønsteret" som jeg brugte til den halsedisse jeg lavede til min søster. Det var seriøst sjovt  at strikke og mine overvejelser går på om jeg kan kombinere det med min drøm om at lave min første sweater.

En anden ting jeg også føler mig fristet af er at lave et strikket sengetæppe - hvilket lyder som et kæmpe projekt - men jeg tror godt at jeg kan komme igennem det.

lørdag den 5. januar 2013

Nytårsfortsæt - projekt 1

Her i det nye år har jeg sat mig for at jeg skal være færdig med alle de projekter som jeg har gang i, inden at jeg påbegynder et nyt. Det er ikke så let, for jeg har allerede mange ting jeg gerne vil lave, men så er det bare at klø på med de projekter der bare ligger og venter på færdiggørelse.

Jeg er allerede færdig med det første projekt, som har ligget stille siden engang før sommeren, så vidt jeg husker.

Det er en kappe med tilhørende pulsvarmere fra Hanne Falkenberg, i struktur-rillemønster med flere farver.
Ufærdig pulsvarmer
Og det var den sidste halvdel af sidste pulsvarmer jeg manglede at strikke færdigt, men der kom bare nogle andre mere spændende projekter, så det røg lidt til side.

Kappe med monteret hætte. Hætten er med 2 farver i rillerne og kappen er i 3 farver
 Men her er den færdige kappe med hætte, som jeg blev færdig med for et stykke tid siden. Den er lidt stor, men jeg tror den kommer til at blive brugt når det bliver lidt mildere i vejret.

Færdig pulsvarmer
De færdige pulsvarmere har allerede været i brug, de er ikke så tykke, men varmer dejligt nok her når det er lidt plusgrader og vanter er lidt for varmt.

fredag den 23. november 2012

Mønsterstrik på sok

Nå nu har jeg begivet mig ud i at prøve at strikke i mønster, og må sige det ikke er så let.

Har eksperimenteret lidt tidligere men det er aldrig lykkes mig at lave et mønster der ikke bare foldede sammen pga. snorene bagpå, men jeg vil gerne strikke en trøje med mønster i snart, så nu øver jeg mig lidt på et par sokker, måske ender det bare med en sok.

Mønstret er Space Invaders, og indtil videre ser projektet således ud:

På indersiden ser det dog sådan ud:

Det strammer lidt sammen hvor mønstret laves, som man kan se på billedet, men det er ikke så stramt som tidligere projekter jeg har øvet på. Jeg overvejer at sno trådene lidt oftere bagpå på næste sok.

lørdag den 27. oktober 2012

Ikke helt begejstret

Jeg er for et stykke tid siden gået igang med "to strømper på een pind, nedefra og op"-projektet som jeg har været meget spændt på. Det var jeg i hvert fald indtil jeg begyndte :s





























Oh, how I hate thee - let me count the ways...

Det er noget baks i begyndelsen, og begge strømper insisterede på at lave et uklædeligt 'hul', men kun i den ene side af tæerne (hvis det giver nogen mening). Jeg opgav at få det pænt og skumlede bare over det tilsidst. Og til stadighed.

Jeg skal hele tiden skifte garn. For mig er det noget der virkelig nedbringer strikketempoet. Altså jo ikke med flere timer om dagen, men garanteret et par timer når strømpe-sættet er færdigt.

Jeg skal hele tiden skubbe de relevante masker ind på den faste del af rundpinden - og de er stramme i enderne, for jeg har noia over at få et par iøjnefaldende 'striber' af løs maske hele vejen op ad benene - og det tager tid og tager strikketøjet ud af mit strikkegreb, så jeg skal hele tiden tage fat i det rigtigt igen.

Det er herre-nederen-langsomt at få noget fremskridt med denne metode. Jeg ved godt at når jeg endelig har kæmpet mig færdig, så har jeg hele TO strømper - oh the wonder - men undervejs er det virkelig svært at se at jeg overhovedet kommer nogen vegne. Så instant gratification er i dén grad udelukket. Jeg kan ikke se på nøglerne at jeg overhovet er begyndt, og så er der altså lang vej i mål....

I denne sammenhæng kan også nævnes manglen på stolthed, når man i triumf tager den første færdige strømpe og i glædesrus svinger den over hovedet og hujer: Nu mangler jeg bare én magen til :)


Som positivt kan nævnes:
Strømperne får samme størrelse/længde/bredde/fejl - et sæt identiske tvillinger. (Hvis man altså brugte ensfarvet garn)

Begge er færdige når man er færdig (hvilket jo er den positive side af, at det går så hulens langsomt...)

Jeg formår at undgå 'striberne' i siderne, fordi jeg strammer meget til. Men ellers ville de også virkelig gå mig på, så jeg betragter det som en simpel nødvendighed.

Konklusion:
Jeg tror jeg er en strømpepinde-kind-of-gal, i stedet for dette nymodens med strømper på rundpinde tsk-tsk-tsk...

På strømpepindene skal jeg ikke stramme særlig meget til mellem pindene, jeg har garnet liggende på dets plads mellem fingrene konstant, maskerne glider ubesværet over pinden, fordi de ikke er ude på noget tyndt stykke og skal tilbage på det tykke. Og ret vigtigt: jeg kan se fremskridt hurtigt.

Ulempen er at man selvfølgelig skal tage sig sammen til at strikke nummer to, og at man skal tælle-tælle-tælle.

Jeg overvejer at overføre strømperne her til almindelige strømpepinde, men giver det lige en chance mere.

Ideen med nedefra og op er jeg vild med (jeg er endnu ikke nået til hælen - måske er det helt sindssygt svært) men tanken om at jeg bare kan strikke til der ikke er mere garn istedet for at skulle sidde og blive nervøs over om der er garn nok til den sidste fods tæer tiltaler mig voldsomt. Jeg kan nemlig godt lide lange strømper :)

Materialeinfo:
Som det ses af billedet er det Mayflower Strømpegarn, fra Sommerfuglens gadekurve.
Pinden er en Knitpro 80cm i str 2.5. Og det er altså ikke pindens skyld at det er besværligt - den er nemlig meget fleksibel i wiren og det er helt bestemt meget rart når man som her bøjer den 19 gange rundt om sig selv.



Puha det var rart at komme af med mine strikke-genvordigheder - jeg satser på mere positive indlæg fremover...Happy-happy-happy :D

Maria

fredag den 21. september 2012

Hue, nu med tilhørende vanter

I sommervarmen strikkede jeg en fin blød og varm hue.

Den er strikket i et mønster der hedder "Dimple stitch" eller "Bubble stitch". Jeg ved ikke om der findes et dansk ord for mønstret, man laver i hvert fald en masse bobler eller fordybninger i strikket. Opskriften faldt jeg over på Purlbee.

Og for knapt så længe siden, havde jeg brug for en mindre overspringshandling fra alle de andre strikkeprojekter der er gang i derhjemme, så nu har jeg fået strikket et par matchende vanter, da der var overskydende garn tilbage.

Der er ikke nogen opskrift på vanterne, da de er strikket ud fra hvad jeg mente passede i størrelse til mine hænder.

Det er i Rugiada Mini garn, der er 100 % super fine merinos uld , og det er så dejlig blødt og varmt. 

Så nu kan det kolde vejr bare komme an. 

tirsdag den 18. september 2012

Lilla luffer - lynhurtige

Så er de allerede færdige! Hm...måske er det ikke hurtigt for så mange andre, men for mig er det revolutionerende hurtigt at få et projekt færdigt :)



Jeg har lavet dem 'skæve' på to måder for bedst pasform:
1. Tommelfingeren er twistet 3 masker ind på indersiden, så alle fingre ligger komfortabelt og tommelen ikke selv skal 'skabe sig plads' og med tiden gøre vanterne til en højre og en venstre - de er strikket som en højre og en venstre.
2. Jeg har lavet mere plads i indtagningerne(begyndt på indt senere) til min pegefinger end til min lillefinger:



Det gør dem rigtig rare at have på. Yay!
Det krævede lidt optrevling; først havde jeg lavet dem for korte (de passede på lillefingeren, men så kom de øvrige indtagninger alt for hurtigt, så det var ikke ok) Dernæst lavede jeg dem symmetriske hvor lillefinger og pegefinger fik ligemeget plads. Ikke tilfreds - alt for meget tilovers-garn ved lillefingeren. I tredje forsøg blev de gode :)


De er ret tykke og tætte. Jeg ved ikke om de ligefrem er vindtætte i stiv kuling og 15 graders frost, men de er de tætteste strikkede vanter jeg nogensinde har haft.

Tommelfingerens udtagninger er fra denne opskrift som jeg lavede de sort/lilla halvvanter efter. Resten af luffen er bare prøve-fejle-metoden.
Garnet er 100% uld, 50g=50m
Pindene er 3,0

Jeg tror at disse luffer på et tidspunkt ender i et farvebad, for de er liiige lidt for pastelfarvede til mig (billigt garn på resteudsalg), men deres udformning og pasform gør mig så glad for dem at jeg næsten skammer mig over at brokke mig over farven.

Nøj, hvor jeg glæder mig til at det bliver frostvejr!

Opdatering 27/10-12 for at fortælle:
Jeg havde dem på imorges på vej til arbejde (7km på cykel) og de var rigtig gode! Det var ca -2 grader, så det er jo ikke helt vildt ekstrem frost, men mine hænder havde det godt :)

mandag den 10. september 2012

Smuk som en påfugl

Dette var mit større strikkeprojekt nr. 2. Jeg gik i gang med det som relativt uerfaren strikker og det tog så også ca. 1½ år at få det helt færdigt. Det sidste halve år prøvede jeg at tage mig sammen til at hækle kanten, og dermed sagt at jeg er ikke den store hækler.

Der blev pillet en del op undervejs, da jeg fandt ud af at jeg strikkede helt forkert og derfor tog ind i stedet for at tage ud. Nakken er derfor ikke helt strikket som i opskriften, fordi jeg blev doven, og ikke pillede det hele op der var strikket forkert. Men resultatet blev meget godt alligevel og jeg fik, i processen, lært at læse en strikkeopskrift rigtigt.

Opskriften har jeg fra Micorbis og det er strikket i 100 % alpaca garn.


Det er dog et meget stort sjal, næsten som et lille tyndt tæppe, så jeg bruger det mest til at have om mig når jeg sidder et koldt sted og strikker.

søndag den 9. september 2012

Lilla luffer

Ha! Jeg har kastet mig over luffer på større pinde. Hold da op, det skrider hurtigt frem :)






Jeg bruger dem som mellemprojekt inden jeg strikker luffer til Sarah - de skal nemlig være i strømpegarn og svare til den violet-lyserøde luskede luffe i størrelsen, forhåbentlig ;)
De her lilla bliver ret tætte og varme, tror jeg. Det er 100% uld, noget garn jeg havde liggende købt på tilbud. Og jeg er på en vante-bølge, så det var oplagt at lave garnet om til luffer.

Luskede luffer

....der er noget lusk med det garn.... Jeg har talt og talt og talt - både masker og pinde - og alle tal er ens i de to vanter. Garnet hedder nøjagtig det samme, fra samme firma og vejer det samme på meteren, og jeg har brugt samme størrelse pinde. Og derfor overvejede jeg da virkelig ikke at måle undervejs, så jeg strikkede bare den blå-grønne færdig og opdagede først bagefter at der bestemt er tale om to forskellige vanter. Meget forskellige. Det ser dog værre ud end det føles, så jeg vil gerne bruge dem selvom det er bastard-vanter. Og jeg har alligevel ikke garn nok tilbage af nogen af farverne til at jeg kan strikke en ny makker til dem begge. (Jeg nægter at købe et tredje nøgle til at lave luffe-venner af - så ender jeg med en helt tredje størrelse...)




I øvrigt kan nævnes: at det er noget lidt 'hårdt' garn, men jeg opdagede med sokkerne, at efter en 40 graders vask bliver det dejligt blødt :) Begge vanter er vasket - og de var også hver deres størrelse inden vask, så det er heller ikke her luskefaktoren gemmer sig.

Nu får jeg endnu mere blod på tanden til at gå igang med strømperne som man strikker på een gang på samme rundpind. Det kan være det kan tage livet af sådan noget lusk.

Verdens varmeste Sjal...

...eller sådan føltes det da jeg strikkede det her i sommers.

Jeg fandt mønsteret på "Familie Journalen"s hjemmeside af alle steder, og hele balladen starter i nakken med fem masker som man så bliver ved med at øge på ude i kanten og rundt om den midterste maske.

Jeg har ikke rigtig nogle billeder af processen, for jo større det blev(og jeg har vist nok brugt syv garnnøgler på det) jo mere blev det en strikket klump. Formen trådte først frem da jeg tog det af rundpinden. 



Det har været et af de slags projekter som jeg har lagt fra mig og taget op et par gange, og det er for det meste blevet til mens jeg sad foran fjernsynet. Sjalet består af ret masker og er i sin form meget enkel, men alligevel er det lykkedes mig at lave en fejl i midten af "ryggen" og jeg var altså for doven til at pille  700+ masker op da jeg opdagede fejlen.


Men hey, nu har jeg et fantastisk varmt sjal at have om skuldrene til når jeg i vinter skal til at strikke uldne sokker på livet løs :)

/Anna