Viser opslag med etiketten Alpaca. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alpaca. Vis alle opslag

søndag den 17. august 2014

Små projekter til de små

Her i foråret har jeg også fået lavet nogle små projekter, og det gode ved dem er at det går meget hurtigt med at få dem af pinden.
Projekterne her er givet videre til rette ejermand, og derfor kan de godt komme op her, da de var en gave til den lille nye i vores gruppe.

Barselsgaven
Men det hele startede med en top der hedder Barselsgaven fra Tusindfryd Cph.
Den er meget hurtig at strikke, det tog nærmest kun en mindre dags tid. Den er strikket i alpakauld Indicita fra Filcolana.
Det eneste som irriterede ved den var at man skulle samle den i siderne til sidst. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg kan bedre lide at strikke rundt i kroppen, så hvis jeg skal lave den igen, så vil jeg prøve at ændre lidt i opskriften.

Så faldt jeg over et par rigtig fine ballonbukser, i virkeligheden for lang tid siden, i butikken Sommerfuglen fra bogen All You Knit is Love, så dem besluttede jeg mig for at se om de ikke kunne blive fine i Rasmillas Ynglingsgarn i Lilla. Og resultatet er ok, men jeg strikker lidt løst i det garn, var ikke selv 100 % tilfreds, og så er der også en masse vrang i opskriften som ikke gør min strikkefasthed meget bedre. Så næste gang vil jeg nok lave lidt om på snoningerne og sørge for at det meste er retstrik.

Ballonbukser


Derudover strikkede jeg en cardigan, også i Rasmillas Ynglingsgarn, og der igen drillede strikkefastheden for mig, så den blev lidt større end den var tiltænkt.
Cardigan var en stribet en fra Lene Holme Samsøe, som Emma opfordrede lidt til.
Cardigan

Top med får og ribkanter


Da jeg bestilte Barselsgaven, købte jeg også noget ekstra garn i Indicita i en rigtig flot rød/pink. Det besluttede jeg kunne blive et til en top fra All You Knit is Love med ribkanter, og derudover ville jeg gerne lave noget mønster i den. Mønstret blev til får (mønstret har jeg fra en sokkeopskrift der hedder Pias fede får), som blev strikket i resten af det hvide garn jeg havde tilovers fra den første top. Og det er første gang at det er lykkedes mig at strikke med flere farver uden at det er blevet stramt eller helt umuligt at se et mønster. Så det er jeg meget godt tilfreds med, og overvejer at oppe ud i nogle flere projekter med mønster i på et tidspunkt.

Der udover strikkede jeg Fuglemammas omslagsbody og en cardigan med snoninger i alpaka fra Isager (nr. 2), som var en rest jeg havde fra nogle andre projekter. Cardiganen er fra bogen Strikkede Babydrømme, og kan desuden findes på Femina her.



Fuglemammas omslagsbody
Cardigan med snoninger

Men det var de færdige (og afleverede) små projekter herfra. Derudover er jeg i gang med en top til mig selv, og så er der jo en anden af mine venner der venter sig, og hvor jeg også har nogle ting jeg vil strikke, men mere om det senere.

lørdag den 4. januar 2014

En opsamling på nytarsfortsæt 2013 og Fanø strikkefestival

Det er ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet om mine projekter her på bloggen, så her kommer lige en lille opsamling på mit nytårsfortsæt for 2013, samt noget om en stikkefestival.

Trøjen der blev til en halsedisse (tidligere nytårsfortsæt projekt 3)
Trøjen inden den blev pillet op
Jeg havde et nytårsfortsæt for mine nørkleprojekter i 2013, hvor jeg ikke måtte gå igang med nye projekter før jeg havde afsluttet de andre jeg havde gang i og påbegyndt i 2012.
Det sidste projekt jeg havde gang i inden jeg måtte lave noget nyt var en trøje, hvor der skulle være en bort af ugler ved skuldrene.
Jeg valgte at strikke den i det tykke Manu babyalpaca garn på pind 8, og det gik stærkt med at strikke. Desværre fik jeg ikke købt nok garn, og da jeg løb tør for den farve jeg havde valgt til kroppen, var den selvfølgelig udgået, og fuldstændig umulig at støve op nogen steder, så derfor blev trøjen pillet op.

Men så kunne jeg jo bruge garnet til noget andet og jeg bestemte mig for at tage et kig på den dejlige hjemmeside The Purl Bee, og faldt over denne halsedisse, og da min egen var ved at være ret slidt gik jeg i gang med den.
Den er utrolig let at lave fordi det er 2 rækker man gentager indtil det er færdigt.
Eneste problem er så nu at garnet afgiver mange så fimrehår, selvom den både har været vasket og har været en tur i fryseren for at teste om det eventuelt kunne hjælpe, og så har denne vinter endnu ikke har været kold nok til at bruge så varm en halsedisse som det er blevet til. Men den er nu fin alligevel, og den bliver bestemt ikke strikket om. Og dermed var jeg færdig med alt jeg var gået igang med i 2012, så nytårsfortsættet blev overholdt.
Halsedissemønster
Færdig halsedisse







Fanø strikkefestival, og et par projekter der kom med hjem derfra
Garn købt på Fanø stikkefestival
I tredje weekend i september (20.-22. september 2013) blev der afholdt strikkefestival på Fanø, og jeg tog afsted med min moster og kusine for at se hvad det var for noget.
Det var meget interessant at være afsted, udover at Fanø er en flot ø med en dejlig natur og at alt på Fanø næsten er yarnbombed, så var der mange strikkeudstillinger og små butikker og stande, hvor der var masser af inspiration til nye strikkeprojekter (og lidt hækling).

Og med mig hjem havde jeg da også garn til 3 nye projekter og ideer til mange flere.

Det første projekt jeg fik lavet derefter var et par artiskok pulsvarmere fra Fru Pigalopp. De bliver hæklet i et bladmønster og så bliver stilken strikket efterfølgende. De er meget fine, men de er lidt korte i blomsten, men det kan evt. være fordi jeg hæklede med en mindre størrelse end i opskriften, da jeg ikke er så glad for min hæklenål i str. 5 og så hækler jeg lidt stramt.
Første omgang af blade Færdige blade Færdige pulsvarmere
Første halskant

Det andet projekt var garn til en trøje fra Isager i model Olive.
Den er strikket i alpacagarn fra Isager (nr. 2), der er et tyndt garn, og det er en enkelt opskrift som primært er strikket i glatstrik, på nær i kanterne hvor der laves mønsterstriber i Spinni garn fra Isager.
Jeg valgte at strikke den i en mørk grå, som er lidt blålig eller lilla i farven. Derudover valgt jeg 6 farver i spinni garnet som jeg synes gav noget mere spil i trøjen, man kan også vælge at lægge dem tættere op af grundfarven.

Færdig trøje
Trøjen bliver strikket fra halsen og ned i et stykke. Jeg var ikke helt sikker på hvordan jeg ville lave mønsterstriberne, så prøvede lidt forskelligt inden at jeg besluttede mig for hvordan de skulle være. Jeg prøvede forskellige rækkefølger og også om flere farver skulle strikkes sammen i en stribe, så nogle af kanterne er blevet strikket om, men det gik heldigvis hurtigt med trøjen alligevel, og er glad for resultatet.
Og fik slet ikke brugt så meget som der stod i opskriften så nu kan jeg finde på noget mere at lave i det dejlige garn.

Men det var opsamlingen for nu. Har stadig en del projekter som jeg nørkler med, er i gang med et par tæpper i hæklede firkanter, tror de ender som kattetæpper, så jeg ikke skal lave så mange firkanter, og så kan det jo være jeg finder garn til at strikke den ugletrøje jeg gerne ville lave. Men det må der komme en opfølgning på senere.

fredag den 22. marts 2013

Herrens halstørklæde og vanter

I årevis har han ledt efter et helt bestemt halstørklæde som bare aldrig er dukket op i nogen butikker, så da jeg sagde at jeg gerne ville strikke et eller andet til ham gik han igang med at få tankerne om det ikke-eksisterende halstørklæde til at forme sig. Det har været rigtig sjovt at lave noget til én der var så specifik med ønsker. Også selvom jeg ikke lige kunne gennemskue den lodrette stribe til at starte med.
Det hele endte godt. Han er ekstremt glad for tørklædet :)
Meget mere glad end hvis jeg blot havde brugt en tilfældig opskrift, er jeg ret sikker på.
Han er ikke så vild med tanken om at det skal på nettet - det er jo HANS tørklæde og han vil altså ikke ha, at der er nogen der efterligner det...



Sort på den ene side, men med små krydser der bryder det sorte. Og så den lodrette stribe.
Strikket på pind 4 i labert alpaca-garn. Meget lækkert at arbejde med!


Og vanterne til de hårde frostgrader:


Herren fryser aldrig om fingrene/hænderne, så der måtte ikke bruges mere garn... De er strikket i dobbelt garn af strømpegarns-tykkelse på pinde 2.5, så dér hvor de dækker er de nærmest vindtætte.
De bliver ikke brugt så meget som tørklædet fordi det ikke er koldt nok...

Der er helt klart plads til forbedringer: Nederste ribkant ruller og burde have været lidt bredere, men samtidig måtte de ikke komme så langt op i ærmet at de ville komme i karambolage med jakke mv. Fingrene blev meget tætsiddende, så de er lidt svære at få af. Dog er tommelen lidt for løs... Ak ja - næste gang bliver de sikkert bedre ;)

Maria




mandag den 10. september 2012

Smuk som en påfugl

Dette var mit større strikkeprojekt nr. 2. Jeg gik i gang med det som relativt uerfaren strikker og det tog så også ca. 1½ år at få det helt færdigt. Det sidste halve år prøvede jeg at tage mig sammen til at hækle kanten, og dermed sagt at jeg er ikke den store hækler.

Der blev pillet en del op undervejs, da jeg fandt ud af at jeg strikkede helt forkert og derfor tog ind i stedet for at tage ud. Nakken er derfor ikke helt strikket som i opskriften, fordi jeg blev doven, og ikke pillede det hele op der var strikket forkert. Men resultatet blev meget godt alligevel og jeg fik, i processen, lært at læse en strikkeopskrift rigtigt.

Opskriften har jeg fra Micorbis og det er strikket i 100 % alpaca garn.


Det er dog et meget stort sjal, næsten som et lille tyndt tæppe, så jeg bruger det mest til at have om mig når jeg sidder et koldt sted og strikker.