Viser opslag med etiketten stof2000. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stof2000. Vis alle opslag

søndag den 7. juli 2013

Beskyttelses-pakke

Herren fik for lang tid siden et hjemmesyet hylster til sin ipad. Nu bruger han en anden dims, hvor den kan stå op og samtidig er beskyttet på begge sider. En officiel dims :)
Men hans kammerat kunne åbenbart huske det mælkedrenge-stribede hylster for han spurgte forleden da de var ude at traske og drikke kaffe:
"Hvor har du købt dit hylster?"
"Det har Maria lavet"
"Det ser ellers så købt ud - tror du hun vil lave sådan et til mig?"
"Det tror jeg bestemt!"

Det er ikke ordret - jeg er bare blevet fortalt om ordene der faldt. Jeg blev ret smigret, så selvfølgelig ville jeg da lave et hylster til kammeratens padde også.

Aftalen blev at kammeraten kom forbi og hyggede og ville få et hylster med hjem - netop den søndag, der skulle være ensomheds-nørkledag. Så det blev slet ikke ensomt, og der BLEV nørklet :) (og lavet chokolademousse...)

Det gamle øverst - det nye nederst. Det gamle har  en skævhed ved åbningen øverst, fordi jeg kæmpede med en lukkemekanisme. Den virker, men så godt at man næsten ikke kan få skidtet ud igen....


Fint mælkedrenge-stribet stof. Restkøb fra Stof2000.


Lukkemekanismen er nu: stram, så den ikke kan glide ud, men skal hives ud og presses i :)
Kammeratens fod i baggrunden!
Hyggelig dag, masser af nørkle og en glad kammerat, der gav knus og tak og tilfredshedslyde ;)

Foret er dobbelt (3-dobbelt i bunden, så den er ekstra beskyttet, når den står i tasken) uldstof fra det tidligere brand-beredskab på Frederiksberg Bibliotek. Loftet var fuldt af beredskabs-skatte og jeg fik lov at tage rullen med det tykke (ca 2mm) tætte, varme, robuste uld-stof, som er guld værd!

/Maria

onsdag den 26. september 2012

Gaver til de kære små

Og her er der ikke tale om børn - men derimod mine tamrotter!

Disse kære dyr er rigtig glade for at have hængekøjer som de kan sove og putte i. Den slags kan erhverves i dyre domme, men da de har det med både at bide i dem - og derudover ikke altid lige gider flytte sig når der skal besørges, så var det oplagt at jeg kastede mig over at lave dem selv.

Rotter ser (heldigvis) ikke særlig godt, så de er ligeglade med hvilken rædselsfuld farve jeg laver køjerne i, ligesom de ikke rynker på snuderne over at mine sy-sting måske ikke altid er helt lige.

Inspirationen til køjernes design har jeg taget ud fra hvad der har været til salg på nettet - og jeg startede allerførst med ganske almindelige firkantede køjer.

Stoffet jeg pt. bruger købte jeg meget billigt i Stof2000 (gav vist 10 kr for 1 meter) og efter 4 køjer er jeg kun halvt igennem. Farven er lyserød og det er sådan noget velour-agtigt noget. Det vigtigste i stofvalget var at det var blødt at ligge på og havde lidt fleksibilitet. Derudover skulle det være tæt nok til ikke at flænse når der kom vægt på køjen. Drengene kan potentielt komme op og have en samlet kampvægt på 1500-1800 g, så det skulle være holdbart.

Her ser man to af drengene der ligger og putter i en af de første køjer jeg lavede. Den var meget simpel og blev lavet ved at klippe et aflangt stykke stof som blev foldet så det lå med vrangen ud af, så placerede jeg et stykke kantbånd i hvert hjørne, som senere gjorde det ud for løkker til at hænge den op i, og endeligt syede jeg den rundt langs kanten. Dog efterlod jeg plads til at vende den, og syede derefter det sidste stykke.



Drengene voksede dog hurtigt og inden jeg fik set mig om, så var de to første køjer for små. I starten kunne de alle 3 ligge i en samlet - nu kunne der pludselig kun lige præcis ligge en.
Jeg havde set at flere havde køjer i 8-tals-form, og jeg kastede mig over dette som mit næste projekt. Dette krævede som udgangspunkt et meget langt stykke af mit hæslige stof.




Som tidligere blev det syet hele vejen rundt, dog ventede jeg med at tilføje stropperne. Dernæst syede jeg de to smalle ender sammen, så jeg havde en stor cirkel af stof i 2 lag og efterfølgende syede jeg cirklen sammen på midten, således at jeg fik to mindre huler. Slutteligt monterede jeg stropperne. Det gav følgende resultat --->

                                                                      Det var bare lykken!
Jeg kan uden tvivl sige, at ud af alt hvad jeg har kreeret i tidens løb, så er denne køje  den ting der er blevet brugt mest. Faktisk kunne de ikke en gang vente til at jeg havde hængt den helt op, før de begyndte at kravle rundt på den. Ikke nok med at der er to huller/huler hvor der er plads til dem alle 3 på samme tid - så har de også mulighed for at sidde ovenpå den.




Resultatet har givet mig blod på tanden, og lyst til at se om jeg kan efterligne flere forskellige typer af køjer. Jeg skal nok få rig anledning til det, da drengene endnu er langt fra udvokset.
Køjerne er indtil videre blevet syet i hånden. Jeg ligger inde med en symaskine, som på et tidspunkt nok skal finde en plads i mit hjem - for jeg er sikker på, at når først jeg får sving i den, så vil det ikke tage mig lang tid at kreere endnu flere køjer.

Putte Putte Putte.