Disse kære dyr er rigtig glade for at have hængekøjer som de kan sove og putte i. Den slags kan erhverves i dyre domme, men da de har det med både at bide i dem - og derudover ikke altid lige gider flytte sig når der skal besørges, så var det oplagt at jeg kastede mig over at lave dem selv.
Rotter ser (heldigvis) ikke særlig godt, så de er ligeglade med hvilken rædselsfuld farve jeg laver køjerne i, ligesom de ikke rynker på snuderne over at mine sy-sting måske ikke altid er helt lige.
Inspirationen til køjernes design har jeg taget ud fra hvad der har været til salg på nettet - og jeg startede allerførst med ganske almindelige firkantede køjer.
Stoffet jeg pt. bruger købte jeg meget billigt i Stof2000 (gav vist 10 kr for 1 meter) og efter 4 køjer er jeg kun halvt igennem. Farven er lyserød og det er sådan noget velour-agtigt noget. Det vigtigste i stofvalget var at det var blødt at ligge på og havde lidt fleksibilitet. Derudover skulle det være tæt nok til ikke at flænse når der kom vægt på køjen. Drengene kan potentielt komme op og have en samlet kampvægt på 1500-1800 g, så det skulle være holdbart.
Her ser man to af drengene der ligger og putter i en af de første køjer jeg lavede. Den var meget simpel og blev lavet ved at klippe et aflangt stykke stof som blev foldet så det lå med vrangen ud af, så placerede jeg et stykke kantbånd i hvert hjørne, som senere gjorde det ud for løkker til at hænge den op i, og endeligt syede jeg den rundt langs kanten. Dog efterlod jeg plads til at vende den, og syede derefter det sidste stykke.
Jeg havde set at flere havde køjer i 8-tals-form, og jeg kastede mig over dette som mit næste projekt. Dette krævede som udgangspunkt et meget langt stykke af mit hæslige stof.
Som tidligere blev det syet hele vejen rundt, dog ventede jeg med at tilføje stropperne. Dernæst syede jeg de to smalle ender sammen, så jeg havde en stor cirkel af stof i 2 lag og efterfølgende syede jeg cirklen sammen på midten, således at jeg fik to mindre huler. Slutteligt monterede jeg stropperne. Det gav følgende resultat --->
Det var bare lykken!
Jeg kan uden tvivl sige, at ud af alt hvad jeg har kreeret i tidens løb, så er denne køje den ting der er blevet brugt mest. Faktisk kunne de ikke en gang vente til at jeg havde hængt den helt op, før de begyndte at kravle rundt på den. Ikke nok med at der er to huller/huler hvor der er plads til dem alle 3 på samme tid - så har de også mulighed for at sidde ovenpå den.
Resultatet har givet mig blod på tanden, og lyst til at se om jeg kan efterligne flere forskellige typer af køjer. Jeg skal nok få rig anledning til det, da drengene endnu er langt fra udvokset.
Køjerne er indtil videre blevet syet i hånden. Jeg ligger inde med en symaskine, som på et tidspunkt nok skal finde en plads i mit hjem - for jeg er sikker på, at når først jeg får sving i den, så vil det ikke tage mig lang tid at kreere endnu flere køjer.
Putte Putte Putte. |
Imponerende at du syer det i hånden! :-) især den i 8-tal er ret fin. Jeg kan godt forstå du er stolt
SvarSlet... Jeg vidste slet ikke rotter kan blive så store. Jeg glæder mig til at se dem.
Altså, jeg ved godt at bloggen handler om håndarbejde, men : Hvor er de rotter søøøøde!
SvarSletOg så synes jeg også køjerne er fine! Altså, de er fint lavet, farven er, som du selv siger, ikke så heldig ;) Og ikke så mandig, når nu det er tre drengerotter du har. Men jeg har på fornemmelsen at du kommer til at lave mange, så måske en dag de også får nogle mere maskuline nuancer :P
Jeg kan kun tilslutte mig Sarahs kommentar, hvor er de bare søde! Glæder mig til at se dem.
SvarSletOg sikke nogle fine køjer
Uh jeg får lyst til at have sådan én i Maria-størrelse. Så jeg kan krybe ind når jeg vil være i fred og ligge ovenpå og slange mig når solen skinner. Den er rigtig fin, den der er et 8-tal og gutterne ser ud til at være meget begejstrede :)
SvarSlet