torsdag den 1. maj 2014

Opsamlingsheat

Jeg er kommet lidt i bund med de ting, der lå i venteposition, og har fået ryddet lidt op OG lavet nye projekter :)

Min veninde blev 40 og hun vil gerne igang med at sy, men er alligevel ikke HELT sikker, så vi ville bare give hende et gavekort til stof, så hun selv kan styre hvilken retning den nye hobby skal gå i. Men til hende ville jeg ikke give en 'flad' gave, så jeg lavede en lille pung til at gemme gaven i og symbolisere formålet ;) Lavet af stof jeg havde liggende - et viskestykke fra HM, som er købt til sjov og ikke til viskestykke. Og røde køkkentern, vistnok fra Ikeas stofrestekasse.


I stofoprydningen fandt jeg en gammel firkantet dug, arvet fra min farmor. Den er meget forårsfarvet og glad og nu er den blevet til en mulepose til mig selv:


Inderlomme - nu med orange køkkentern - højst sandsynligt også fra Ikea.
Jeg fik testet min skråbåndsfolder, som jeg fik til jul, for jeg havde intet skråbånd, der passede til ternene. Det gik ok, men håndtaget sidder i den forkerte del, så den skiller ad, mens man bruger den, hvis man trækker for hårdt...eller også er det bare mig, der ikke er udlært i skråbånd endnu. Men det er smart alligevel, at man kan lave sine EGNE skråbånd. Jeg har ikke klippet dem på skrå af trådretningen, for så bredt var mit stofstykke ikke, og da det ikke skulle om runde hjørner gik det fint.
Taske set fra bunden/centrum af dugen, liggende på det ny-ombetrukne strygebræt
Nyt look til strygebrættet. Det har stået i kø længe og været temmelig usselt, og nu er det bare så fint. Stof er naturligvis fra Ikea - syet på frotte, for at give lidt pondus og snøret fast nedenunder. Som snørebånd på en sko. Det er ikke en super-æstetisk løsning set nedefra, og derfor får I kun et billede ovenfra ;)

Undervejs i oprydningen af stof og garn fandt jeg to par sokker jeg totalt havde glemt eksisterede. De lå og ventede på at blive stoppet/fikset.

De stribede strømper blev stoppet på den schweiziske måde, hvor man følger trådene og på en måde strikker sokken igen oveni den gamle strik. Sjovt og nemt :)

De grønne strømper havde det meget værre, med store huller under forfoden - og samtidig var jeg aldrig helt tilfreds med den spidse trekantede tå, som absolut ikke havde min fods form. Det er de første strømper jeg nogensinde strikkede, så der var alligevel en vis stolthed forbundet med dem ;)
Jeg pillede dem op til hullerne var væk, og strikkede dem om. Nu med rund tå. Som er min favorit og giver god plads til mine frihedselskende tæer.
Strømpernes korrekte farve
Falsk farve på færdige fusser

Så nu er der ryddet lidt ud i bunkerne, og det er rart at få bundet sløjfe på nogle af de løse ender :)
/Maria