tirsdag den 23. april 2013

Enlig sprutte søger

Jeg er rigtig dårlig til at få lavet mere end 1 af noget.
Enlig Sprutte M/K

Først var der sokken. Den bestod af ufatteligt mange dobbelte stangmasker, og den tog en krig at lave. Derudover begik jeg så mange fejl undervejs, at jeg ved at når jeg laver nr. 2, bliver jeg nødt til at trevle nr. 1 op igen og starte forfra. For ellers bliver de meget uens. Det giiider jeg ikke, der er derfor gået et år siden jeg blev færdig med med første, i næste uge...

Jeg har lavet 1 halvhandske fra Hovedstads, og den kiksede også så meget, at det samme som før gør sig gældende. Jeg mangler ikke kun 1, jeg mangler faktisk 2. Og det giiider jeg ikke!

Første lange række af kædemasker
Det sidste jeg har færdiggjort var en sprutte til Sprutteindsamlingen, hvor nogle friske blogdamer samler  hæklede blæksprutter ind til neonatalafdelingerne i Danmark. Jeg elsker jo at hækle dyr, så det synes jeg var en fremragende ide. Men. Hold op hvor jeg ikke elsker at hækle i kædemasker. Og det skal man. Meget. Så jeg fik kun lavet 1.

Og nu er jeg igang med en grillhandske. Og da jeg ikke kunne finde en opskrift, tænkte jeg: Jeg laver da bare selv en! Og det gjorde jeg så. Bortset fra, at jeg ikke har skrevet noget som helst ned om hvad jeg har gjort. Jeg aner ikke hvor mange masker jeg startede med, hvor jeg tog ud, hvor jeg lavede hul til tommelfingeren og hvor stort det var osv. Hvilket vil sige, at hvis/når jeg skal lave nr. 2, skal jeg tælle og tælle og tælle. Og det giiider jeg ikke!




søndag den 14. april 2013

Trial and error - et hæklet iPhone cover

Min arbejdsmobil er en iPhone, og jeg er lidt træt af den bumper som hører til, men hvis jeg skal have et rigtig cover skal jeg selv betale det. Så jeg tænkte at jeg ville prøve at hækle et, og det burde være muligt at hæklet et uden forside, og med huller til alle knapperne.
Og det er da næsten lykkes, men alligevel ikke.

Bagsiden gik nu meget fint, og let, og der er målt efter telefonen, og så lige en tand mindre, da jeg tænkte den jo skulle sidde ordentlig fast på telefonen.
I gang med bagsiden
Og så lavede jeg en kant hele vejen rundt til at starte med, det er så måske her det er gået galt. Da det endelige produkt er ret slapt i kanten, så der skal nok nogle færre fastmasker til.
Første omgang omkring
Ved anden omgang rundt hæklede jeg luftmasker hvor der skal være huller til knapperne, og fastmasker hvor der ikke skal være hul. Og så en tredje omgang kun med fastmasker.

I gang med tredje omgang af siden

 Og så en fjerde omgang, hvor jeg i hjørnerne hæklede 3 masker sammen, så der kommer et buk ind om telefonen, og resultatet endte så som vist nedenfor. Lidt stor i kanten, men et godt forsøg synes jeg da selv, og et fint eksempel på at ikke alt lykkes.
Men jeg tror stadig det er muligt, så tror det får et forsøg igen på et tidspunkt.
Endeligt resultat, lidt stor i kanten

torsdag den 11. april 2013

Lapper, undertrøje og kemo-vanter - et opsamlingsheat

Jeg er igang med at udrydde garnrester og arve-garn og garn der har ligget meget længe og som aldrig har vækket min skabertrang. Til sådan noget langtidsparkeret garn er der jo et perfekt formål, så garnet kan komme videre i verden og gøre gavn i stedet for at ligge i min garnkasse og fylde og kede sig.
Nemlig lapper. Til tæpper. Til hjemløse. Gennem Varme 15x15 - så man ikke selv behøver at strikke de 77 lapper der bruges til et enkelt tæppe. Det er smart!
Bliv medlem af gruppen på Facebook og gå blot igang med at lave lapper, huer, vanter, sokker og andre dejlige og varme ting.
 

Jeg bruger også de små rester, så nogle af lapperne bliver meget spraglede. De mange ens lapper var et garn-fejlkøb. Det så flot ud da jeg købte det, men siden har det aldrig rigtig sagt mig noget. Men det er sokkegarn med 75% uld, så det er nok ok varmt til tæpper :)

Da min mor fik kemo i efteråret frøs hun om hænderne, så hun ønskede sig et par kemo-vanter. Hendes yndlingsfarve har altid været orange, og for at de ikke skulle blive for sarte - og for at give dem lidt mere spark - blandede jeg rød med i. Nu har jeg jo arvet dem, fordi vanterne alene ikke kunne holde hende i live. Og så er det praktisk at jeg har samme størrelse hænder som hun havde. Både på laaangs og på tværs :)
Vanterne er lavet meget lange - lillefingeren forsvinder næsten - for de er jo lavet til at sidde passiv, ikke til at arbejde med. Og når jeg går tur kan fingerspidserne lige smutte med op og få lidt varme, så jeg er ret glad for dem.
 

De er også gode ved computeren, mod kold musehånd.
De er lavet i babyuld - det STÅR der på banderolen, det er ikke min skyld. Det er 100% merino og dejlig blødt.


Og så var der undertrøjen. Jeg havde et par slaskede joggingbukser som jeg ikke længere gad at bruge - de var blevet så triste. Nu er de blevet til en undertrøje. Den er lavet af 4 baner, fordi hvert ben var lavet af to stykker stof, så der var ingen stykker der var brede nok til at dække hele for- eller bagsiden. Sidesømmene er normale. Midt for og midt bag vender sømmen udad, fordi når der nu SKAL være en syning ned midt gennem det hele vil jeg hellere have at den gør væsen af sig end at den prøver at gemme sig.



Almindelige sidesømme, omvendte for- og bagsømme. De små skuldersømme er almindelige som sidesømmene. Ingen hokus pokus dér.







Det er en helt simpel undertrøjemodel, klippet efter en anden af mine undertrøjer - så ved man hvad man får ;)

/Maria


onsdag den 10. april 2013

Nålepude

Metaldåse
Jeg har længe ledt efter en nålepude der passer mig. De er åbenbart ikke så nemme at finde.
Jeg har i lang tid haft min nålepude nede i en lille skål, så den var nem at gemme væk i syæsken. Væk fra små pilfingre og katte. Jeg havde en ide om at jeg gerne ville have en med låg, men da det var lidt svært at finde, måtte jeg jo lave en selv. Ideen kom heldigvis efter, eller måske næsten samtidig, med indkøbet af en lille metaldåse. Jeg fandt den i Den Blå Hal på Amager til en flad 10'er. Den er 5 cm i højden og passer perfekt.

Med nåle og hørpude
Puden inde i dåsen har jeg lavet af hør. Den er ikke sat fast men kan løftes op og vaskes, hvis man har den slags lyster. Fyldet er alm bamsefyld, da det var det jeg havde ved hånden. Man kan sikkert bruge andet. Denne første dåse gav mig lidt blod på tanden til at lave flere. Min kære moder har ønsket at jeg laver nogle for hende og hun har også bidraget med op til flere passende dåser der blot står og venter på jeg får det gjort. Indholdet er syet til de fleste, mens det der med at få dem malet i ønskede farver ikke er lige mig... Så det venter på en dag jeg får lyst eller får en deadline ;)


Det har dog vist sig med tiden at især pilfingre kan få åbnet syæsken og tage nåleæsken ud og åbne den. Så da jeg for nogle weekender siden fandt en lille dåse med skruelåg i Smukt Brugt på Amagerbrogade, købte jeg den med hjem med intentioner om at gøre det sværere for små pilfingre. Det viste sig at være utroligt nemt, da de to dåser er næsten lige store. Så puden fra den første blev flyttet over i den nye dåse og - voila - Nu har jeg mine nåle i fred. Så håber jeg på at pilfingrene stopper med at synes farvestrålenede nåle er meget spændende inden han lærer at skrue låg af.
Nåleæske - nu med skruelåg!

/Emma

tirsdag den 9. april 2013

Følg vores blog med Bloglovin'

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/4020283/?claim=5bmag44s4w5">Follow my blog with Bloglovin</a>

En slags bestilling på et babytæppe

Designfasen. Sorterer firkanter og flytter rundt. 
En af mine seneste kreationer var til en kollegas nyfødte datter. Hun er en længe ventet lille pige og skulle derfor have noget meget piget. Jeg begyndte i Januar, hvor der både på Instagram og kreablogs var forberedelse på valentinstæpper og flagranker. Det blev jeg stærkt inspireret af.

Jeg planlagde derfor et hjerte af små lapper. Jeg brugte alle de mest pigede rester jeg kunne finde i restekassen og i stofskabet. Jeg har nemlig ikke overflod af stof i røde nuancer. Jeg købte også en enkelt fat quarter eller to for at være sikker på at jeg havde nok i de rette farver.
Når jeg planlægger mønster bruger jeg tit et fleecetæppe, som jeg hænger på reolen i et par buksebøjler. Det er nemt at sætte op og pille ned og rulle sammen når man har brug for plads. Fleecen holder også godt fast i stoffet, så ved små projekter behøver jeg ikke bruge nåle.
Forside quilt
I dette tilfælde var mit projekt så lille at jeg bare lagde det på gulvet og rullede det ud når jeg skulle bruge det.

Mange af mine rester har jeg fået ved et reste-fejl-køb hos Blueberry Park, som selv designer og trykker mønstre.
Jeg troede jeg havde bestilt alle farver, pånær lyserød og rød. Hun troede jeg havde bestilt primært lyserød og rød. Det var held i uheld når jeg nu havde brug for dem alligevel. Det gjorde jo også bare at jeg kunne bestille en restepakke til, i de rigtige farver ;)
Udenom hjertet ville jeg lave striber. Det blev med lidt orange og rødt og så en masse kraftigt pink. Hjertet er ikke helt så tydeligt i kanten her. Jeg skulle nok have valgt en lysere hjertespids.

Montering af bagside.

Bagsiden blev det tykkeste og lækreste fleece jeg kunne finde. Jeg køber det i Speich Design i Lyngby. Denne gang var jeg dog ikke så heldig med klipningen. Jeg forsøger at lade være med at købe mere end jeg har brug for denne gang, normalt kommer jeg nemt til at købe for meget i frygt for at have for lidt. Jeg kunne lige få plads på fleecen til forsiden, men det var på et hængede hår. Jeg havde købt 80 cm og tæppet var 78 cm. Det var bagsiden også på det smalleste sted. Men puuuh det gik.
Quiltning
Jeg fæstner bagsiden på forsiden med spraylim. Nogle gange bruger jeg sikkehedsnåle, men jeg synes spray-lim er nemmest. Det vaskes ud ved første vask og er dejlig nemt at bruge. Omend lidt dyrt i længden. Selve quiltningen blev omkring hjertet i lige linjer der fulgte syningen. Det gør at hjertet popper lidt ud når det bliver vasket og tørret.

Kantebåndet blev lavet af alle det jeg havde tilovers af de ensfarvede stoffer som pink, orange og rød. Jeg havde skåret for meget til selve tæppet og det skal jo ikke gå til spilde. Jeg ville også have quiltet babyens navn, men lod være da jeg var lidt for usikker på den norske stavemåde af et knapt så brugt navn.
Babylegetøj
Jeg havde også klippet for mange firkanter til hjertet i midten. Så i stedet for at de ryger ind i min evigt voksende restekasse(r) brugte jeg dem til at sy lidt babylegetøj. De to rangler har små klokker indeni. Det gode ved den slags legetøj er, at det bare kan smides i vaskemaskinen og tørretumbleren med ens tøj. Det var jeg selv ret glad for da min søn var en lille savlende bebs.

Min kollegas baby har allerede prøvet legetøjet og godkendt det. Moderen har også godkendt tæppet. Det er altid rart at give hjemmelavede gaver, der bliver værdsat. :)

Jeg glemte som sædvanligt at tage et billede af det færdige tæppe, men det kan være jeg kan lokke min kollega til at tage et billede af tæppet i brug.
/Emma