lørdag den 22. december 2012

Grydelapper - i husform

Fire lapper klar til sammenhækling
Jeg har i længere tid gerne ville have nye grydelapper. De gamle jeg har er flere år gamle og ret slidte efterhånden, så jeg har nu lavet nogle nye.

Jeg faldt over disse rækkehuse på Tusindfryd, og mente at jeg nok ville kunne klare lidt fastmasker. Og det er også gået godt med dem, de er dejligt nemme og hurtige at lave.

Garnet er fra Søsterne Grene. Ophænget er en tynd lædersnor fra Stof2000, og der har jeg skjult knuden på snoren i lappen, så den bare ser rund ud udvendig.
Og så har jeg også brugt thermium imellem lapperne, da de ellers var blevet for tynde til at kunne klare varme. Jeg var lidt nervøs for at finde thermium'en fordi jeg troede det var meget tykt, men det er heldigvis tyndt, og der er 2 lag i lapperne.

Færdige grydelapper med lædersnorsophæng



Thermium



I mens jeg har været i gang med disse, er jeg dog faldet over andre grydelapper, jeg også gerne vil hækle, så det kan være rækkehusene her ender som en gave i stedet, medmindre jeg når at få dem i brug herhjemme.

onsdag den 19. december 2012

Pakkelegspakke

Vi har jo som sagt holdt pakkeleg til vores Julenørkletamtam. Mit bidrag til pakkelegen var en pude.
Jeg har syet den af noget at mit yndlingsstof fra Ikea. Jeg kan godt lide den solide kvalitet. Det hjælper til puden holder sin form. Jeg tilføjede en gul tittekantsbånd. Det var mit første forsøg med rigtigt tittebånd og det gik rigtigt godt, hvis jeg skal sige det selv. Jeg kan godt lide udseendet at tittebånd og den lille farvekontrast. Pakken med puden vakte også stor opmærksomhed da den var den største og derfor populær at stjæle.
Storepakken.

Annas dessert
Temaet med gult og hvidt gik igen til denne Julenørkledag. Se bare den fine risalamande i Cecilies gule skål. Vi fik meget lækkert mad og drikke denne dag. Utroligt nok fik vi faktisk også lavet noget. Jeg syede flere meter kantebånd på et julegavetæppe. Glæder mig allerede til næste års juletamtam. 

/ Emma

torsdag den 13. december 2012

Grydelap

Ja, grydelap i ental, jeg har kun lavet en so far.

Jeg har lavet den et par gange, først med en for lille hæklenål, så den blev meget meget lille. Og min mor sagde at jeg ville brænde fingrene, så jeg trævlede den op igen.

Så købte jeg en større nål OG øgede antallet af masker... (idiot, i know). Så blev den jo nærmest en dækkeserviet. Og jeg var heller ikke tilfreds med mit farveforsøg. Så jeg trævlede den op igen...


Nu har jeg afsluttet denne, men ville stadig gerne have nogle flere farvebånd, eller anderledes hjørner eller et eller andet.
Strop, forside
Strop, bagside
Detalje

Opskriften er igen fra Lutter Idyl, og garnet er igen fra Søstrene Grene. Og elastikken er sørme også stadig fra Butik NØ.

Jeg burde snart gå ud og shoppe nye forsyninger tror jeg :)

søndag den 9. december 2012

Hæklede pakkelegsgaver

Hæklede juletræer (mit første hæklede projekt)
Så kommer der også lige mine hjemmelavede pakkelegsgaver her:

Jeg besluttede mig for at lære at hækle rigtigt, og det første projekt var et par juletræer. De er hæklet i bomuld med farveskiftgarn. Jeg fandt opskriften her http://karenklarbaeksverden.blogspot.dk/p/diy-julekalender.html men den er fjernet nu og lagt som en e-bog istedet.
Men selve træet er let nok, da det er en magisk ring med 6 masker, og så tager man jævnt ud i hver anden omgang. Det lille træ var det første og der er ikke jævn udtagning, så derfor ser det lidt mere skævt ud, men jeg synes ikke det gør noget at det ikke er lige.



Mit andet projekt med hækling var et par julestjerne grydelapper, de tog mig nogle omgange at få lavet nogenlunde rigtigt. De blev ikke så store som jeg troede, så de er nok bedre som bordskånere, eller som børnegrydelapper.
Opskriften kan jeg ikke huske hvor jeg fandt, men det var en norsk på nettet. Så lærte jeg også at hækle lidt på norsk og hvordan man laver stangmasker, som vist er anderledes efter dansk forklaring. Så måske laver jeg dem igen en dag men efter danske masker, så bliver de måske den rigtige størrelse.

Hæklede grydelapper/bordskåner (mit andet hæklede projekt)

Juletræsnålepude

Så kan jeg endelig poste mit juletræ, det er jo forfærdeligt at der hvor man deler sine projekter, er den samme gruppe som skal rafle om det man har lavet.

Jeg startede med at have en ide om at jeg ville lave en nålepude, og at det skulle være form for kaktus eller anden plante i en lille potte. Jeg havde bare ret svært ved at skaffe en minipotte, og endte med at måtte købe en med plante i, og så kassere planten (den var alligevel ret nederen).

Jeg hæklede med to tråde af noget restegarn, og hæklede kun i den ene maske for at få striberne med. da jeg fik den flade del i bunden samme størrelse som pottens bund, lavede jeg udtagninger i hver 3. række indtil pottens top. Lige over toppen er der hæklet lige op, og derefter taget ind i hver 2. række op til toppen.

Øjnene fik den sat i inden jeg begynde at tage ind.

Træ uden pynt

Det var faktisk først her jeg tænkte at det da egentlig var en grantræ, og at jeg burde pynte det. Efter at have tjekket en masse fine nåle med farver på nettet, hvor en lille bunke kostede mellem 30 og 50 kr, gik jeg over i Søstrene Grene og købte to pakker til under 3 kr stykket. Jeg ved ikke om de er specielt gode, men jeg ved at Emma har andre nåle der fungerer helt fint, så det går forhåbentlig.

Nu med pynt, og store fortænder

God jul!


søndag den 2. december 2012

Hæklet etui

Så lykkedes det endelig!

Jeg havde mange kvaler med mit hæklede etui til.. Hækleting. Det gik forrygende i starten, da jeg skulle lave den yderste del, selvom jeg først var bekymret for om mønsteret var for svært. Det var det slet ikke. Jeg havde dog lidt bøvl med opskriften, da jeg ikke kunne få antallet af rækker til at passe med antallet af "buler". Jeg endte med at kun kigge på bulerne, og om det lignede billederne, og det gik fint.

Buler
Buler på den ene side, striber på den anden

Problemerne startede først da jeg skulle lave de to flapper der sidder på indersiden. De blev alt for korte! Jeg hækler åbenbart helt åndssvagt stramt, så det var først i 3. forsøg det lykkedes at få dem lange nok. Med ret mange flere luftmasker at starte på en opskriften sagde.

Den sidste del med at hækle det hele sammen og lave en kant gik ret smertefrit. Og så endte det hele lykkeligt. 

Før kant
Med kant og elastik
Og fyld, som jeg bør få mere af.
Og til sidst en ugleknap fra Sommerfuglen til sølle 7 kr

Opskriften er fra Lutter Idyl hvor mit næste projekt "Operation Grydelap" også kommer fra. Garnet er bomuldsgarn fra Søstrene Grene, er både er helt skønt OG rigtig billigt. Elastikken er købt hos Butik NØ.

fredag den 23. november 2012

Mønsterstrik på sok

Nå nu har jeg begivet mig ud i at prøve at strikke i mønster, og må sige det ikke er så let.

Har eksperimenteret lidt tidligere men det er aldrig lykkes mig at lave et mønster der ikke bare foldede sammen pga. snorene bagpå, men jeg vil gerne strikke en trøje med mønster i snart, så nu øver jeg mig lidt på et par sokker, måske ender det bare med en sok.

Mønstret er Space Invaders, og indtil videre ser projektet således ud:

På indersiden ser det dog sådan ud:

Det strammer lidt sammen hvor mønstret laves, som man kan se på billedet, men det er ikke så stramt som tidligere projekter jeg har øvet på. Jeg overvejer at sno trådene lidt oftere bagpå på næste sok.

lørdag den 27. oktober 2012

Tørklæde - hevet

Så er tørklædet til min mor færdigt.
Som Sarah nævnte er opskriften fra Hæklede gaver af Sangild.
Jeg indrømmer at der er produktivitets-overload. Utroligt hvad en lørdagsvagt og den spændte forventning om morgendagens søndagsvagt kan gøre for behovet for at nørkle...


Her ses den grimme gamle klud opskriften lovede :) Farverne er blegere på billedet end i virkeligheden

Og her det færdige værk med mere retvisende farver:



Et smukt Rubens-æble tilføjet for bredde-fornemmelse. Æblet er af middelstørrelse :) (og smager iøvrigt skønt)

Maskerne tæt på - hevet til deres yderste

















Jeg brugte hæklenål 8 og er meget tilfreds med maskernes længde (jeg begyndte med en 6'er, men det blev maskerne alt for korte af, til min smag). Garnet er Drops Delight. Det svinger en del i tykkelse. Det 'fnugger'. I hvert fald da jeg hev - jeg ved ikke om det sætter spor på frakker. Det kan ikke bruges tæt på halsen - det kradser.
Men det har en skøn lun virkning og farverne er meget dejlige :)

Maria



Ikke helt begejstret

Jeg er for et stykke tid siden gået igang med "to strømper på een pind, nedefra og op"-projektet som jeg har været meget spændt på. Det var jeg i hvert fald indtil jeg begyndte :s





























Oh, how I hate thee - let me count the ways...

Det er noget baks i begyndelsen, og begge strømper insisterede på at lave et uklædeligt 'hul', men kun i den ene side af tæerne (hvis det giver nogen mening). Jeg opgav at få det pænt og skumlede bare over det tilsidst. Og til stadighed.

Jeg skal hele tiden skifte garn. For mig er det noget der virkelig nedbringer strikketempoet. Altså jo ikke med flere timer om dagen, men garanteret et par timer når strømpe-sættet er færdigt.

Jeg skal hele tiden skubbe de relevante masker ind på den faste del af rundpinden - og de er stramme i enderne, for jeg har noia over at få et par iøjnefaldende 'striber' af løs maske hele vejen op ad benene - og det tager tid og tager strikketøjet ud af mit strikkegreb, så jeg skal hele tiden tage fat i det rigtigt igen.

Det er herre-nederen-langsomt at få noget fremskridt med denne metode. Jeg ved godt at når jeg endelig har kæmpet mig færdig, så har jeg hele TO strømper - oh the wonder - men undervejs er det virkelig svært at se at jeg overhovedet kommer nogen vegne. Så instant gratification er i dén grad udelukket. Jeg kan ikke se på nøglerne at jeg overhovet er begyndt, og så er der altså lang vej i mål....

I denne sammenhæng kan også nævnes manglen på stolthed, når man i triumf tager den første færdige strømpe og i glædesrus svinger den over hovedet og hujer: Nu mangler jeg bare én magen til :)


Som positivt kan nævnes:
Strømperne får samme størrelse/længde/bredde/fejl - et sæt identiske tvillinger. (Hvis man altså brugte ensfarvet garn)

Begge er færdige når man er færdig (hvilket jo er den positive side af, at det går så hulens langsomt...)

Jeg formår at undgå 'striberne' i siderne, fordi jeg strammer meget til. Men ellers ville de også virkelig gå mig på, så jeg betragter det som en simpel nødvendighed.

Konklusion:
Jeg tror jeg er en strømpepinde-kind-of-gal, i stedet for dette nymodens med strømper på rundpinde tsk-tsk-tsk...

På strømpepindene skal jeg ikke stramme særlig meget til mellem pindene, jeg har garnet liggende på dets plads mellem fingrene konstant, maskerne glider ubesværet over pinden, fordi de ikke er ude på noget tyndt stykke og skal tilbage på det tykke. Og ret vigtigt: jeg kan se fremskridt hurtigt.

Ulempen er at man selvfølgelig skal tage sig sammen til at strikke nummer to, og at man skal tælle-tælle-tælle.

Jeg overvejer at overføre strømperne her til almindelige strømpepinde, men giver det lige en chance mere.

Ideen med nedefra og op er jeg vild med (jeg er endnu ikke nået til hælen - måske er det helt sindssygt svært) men tanken om at jeg bare kan strikke til der ikke er mere garn istedet for at skulle sidde og blive nervøs over om der er garn nok til den sidste fods tæer tiltaler mig voldsomt. Jeg kan nemlig godt lide lange strømper :)

Materialeinfo:
Som det ses af billedet er det Mayflower Strømpegarn, fra Sommerfuglens gadekurve.
Pinden er en Knitpro 80cm i str 2.5. Og det er altså ikke pindens skyld at det er besværligt - den er nemlig meget fleksibel i wiren og det er helt bestemt meget rart når man som her bøjer den 19 gange rundt om sig selv.



Puha det var rart at komme af med mine strikke-genvordigheder - jeg satser på mere positive indlæg fremover...Happy-happy-happy :D

Maria

søndag den 21. oktober 2012

Klar lille krabat - med hue og halstørklæde

Så blev den lille pinke krabat færdig.
Alle delene er blevet sat sammen, jeg havde dog lidt problemer med ørerne og tommelfingrene, fordi de ikke er så store, så de var lidt svære at hæfte på krop og arme.
Armene og benene er hæklet ud i et. Ifølge opskriften skulle de først fyldes ud når de var næsten færdig, men jeg fyldte i undervejs, da det var lidt for snævert at fylde fødder og hænder igennem den lange
For at krabaten ikke bliver alt for farverig, så hæklede jeg halstørklæde og hue i lidt mere neutrale farver.
Krabaten har jeg hæklet i acryl-garn og hue og halstørklæde er i bomuld.
 
 
Og generelt er jeg lidt stolt af at mit "første" hækle projekt er gået så godt.
Huen kunne jeg godt tænke mig at lave i rigtig størrelse, jeg skal bare lige lære at skifte farve så stribeskiftet ikke ses så godt.
 

mandag den 15. oktober 2012

Noget er gået galt

Jeg har brugt samme garntype, længden er den samme, ind og udtagningerne har passet hele vejen.. Men den er altså blevet meget smallere end den foregående..

 

Den er oven i købet fyldt lidt hårdere end den anden! Jeg ved virkelig ikke hvad der er gået galt, og jeg nægter at trevle den op, bare for at tælle om det er der fejlen ligger!
Den blå er til en dreng, den lilla til en pige, det må være det der bliver undskyldningen. Et større snabeldyr må være mere maskulint, eller noget :)

mandag den 8. oktober 2012

En pink krabat

Som et sideprojekt til alle de andre jeg er igang med, har jeg kastet mig over at hækle, og det viser sig ikke at være så svært endda.
 
Jeg er gået i gang med en "Glad krabat", i en dejlig neon-pink farve. Jeg tror det ender med at blive en gave til min niece, som er meget glad for alle ting der er pinke.
 
Og hovedet er allerede færdigt, så det går hurtigt nok.
 

søndag den 30. september 2012

Penalhus

I dag var jeg hjemme hos Emma, der skulle hjælpe mig med at lave et penalhus til mine hæklenåle. Jeg har ikke rørt en symaskine siden 8. klasse, så det var jo et spændende gensyn. Og note to self: Strømpebukser og glat symaskinepedal er en risikabel kombo!

Først fandt vi nogle fine farver


Vi fulgte en modificeret form af den penalhusopskrift Emma har linket til i dette indlæg. Jeg ville gerne have et penalhus der ikke var så højt.

Herefter følger billedbeviser på at jeg selv sad ved symaskinen (men Emma gjorde næsten alt andet, opmåling, tilklipning, sy-her streger). 







Og til sidst, var der et penahus!

Bemærk det lettede udtryk



onsdag den 26. september 2012

Gaver til de kære små

Og her er der ikke tale om børn - men derimod mine tamrotter!

Disse kære dyr er rigtig glade for at have hængekøjer som de kan sove og putte i. Den slags kan erhverves i dyre domme, men da de har det med både at bide i dem - og derudover ikke altid lige gider flytte sig når der skal besørges, så var det oplagt at jeg kastede mig over at lave dem selv.

Rotter ser (heldigvis) ikke særlig godt, så de er ligeglade med hvilken rædselsfuld farve jeg laver køjerne i, ligesom de ikke rynker på snuderne over at mine sy-sting måske ikke altid er helt lige.

Inspirationen til køjernes design har jeg taget ud fra hvad der har været til salg på nettet - og jeg startede allerførst med ganske almindelige firkantede køjer.

Stoffet jeg pt. bruger købte jeg meget billigt i Stof2000 (gav vist 10 kr for 1 meter) og efter 4 køjer er jeg kun halvt igennem. Farven er lyserød og det er sådan noget velour-agtigt noget. Det vigtigste i stofvalget var at det var blødt at ligge på og havde lidt fleksibilitet. Derudover skulle det være tæt nok til ikke at flænse når der kom vægt på køjen. Drengene kan potentielt komme op og have en samlet kampvægt på 1500-1800 g, så det skulle være holdbart.

Her ser man to af drengene der ligger og putter i en af de første køjer jeg lavede. Den var meget simpel og blev lavet ved at klippe et aflangt stykke stof som blev foldet så det lå med vrangen ud af, så placerede jeg et stykke kantbånd i hvert hjørne, som senere gjorde det ud for løkker til at hænge den op i, og endeligt syede jeg den rundt langs kanten. Dog efterlod jeg plads til at vende den, og syede derefter det sidste stykke.



Drengene voksede dog hurtigt og inden jeg fik set mig om, så var de to første køjer for små. I starten kunne de alle 3 ligge i en samlet - nu kunne der pludselig kun lige præcis ligge en.
Jeg havde set at flere havde køjer i 8-tals-form, og jeg kastede mig over dette som mit næste projekt. Dette krævede som udgangspunkt et meget langt stykke af mit hæslige stof.




Som tidligere blev det syet hele vejen rundt, dog ventede jeg med at tilføje stropperne. Dernæst syede jeg de to smalle ender sammen, så jeg havde en stor cirkel af stof i 2 lag og efterfølgende syede jeg cirklen sammen på midten, således at jeg fik to mindre huler. Slutteligt monterede jeg stropperne. Det gav følgende resultat --->

                                                                      Det var bare lykken!
Jeg kan uden tvivl sige, at ud af alt hvad jeg har kreeret i tidens løb, så er denne køje  den ting der er blevet brugt mest. Faktisk kunne de ikke en gang vente til at jeg havde hængt den helt op, før de begyndte at kravle rundt på den. Ikke nok med at der er to huller/huler hvor der er plads til dem alle 3 på samme tid - så har de også mulighed for at sidde ovenpå den.




Resultatet har givet mig blod på tanden, og lyst til at se om jeg kan efterligne flere forskellige typer af køjer. Jeg skal nok få rig anledning til det, da drengene endnu er langt fra udvokset.
Køjerne er indtil videre blevet syet i hånden. Jeg ligger inde med en symaskine, som på et tidspunkt nok skal finde en plads i mit hjem - for jeg er sikker på, at når først jeg får sving i den, så vil det ikke tage mig lang tid at kreere endnu flere køjer.

Putte Putte Putte.

mandag den 24. september 2012

Tiger-taske

I 1996 arvede jeg tiger-posen fra min mormor. Hun var abonnine i ZOO og havde selvfølgelig købt deres genbrugs-net (hun havde også den fra Irma m.fl - dengang det ikke var særlig moderne). Denne her er nok fra midt-80'erne vil jeg tro og den er lavet af hessian. 




Hessian bliver jeg aldrig vild med, men jeg synes tigeren er så flot, så jeg overlever hessianen og har pimpet posen indeni. De mystiske duske er de oprindelige hanke - bomuldsnor gennem nitte-huller. Jeg har bare rykket dem nedad på posen og slået nye, for de gamle huller var ved at gå lidt i stykker.




På den ene side (væk fra tigeren) er der én kæmpe lomme, der er helt flad og lukkes med to knapper - den strækker sig over hele taskens side.
På den anden side er der en påsat lomme med lynlås, til vigtige og/eller hemmelige ting. Og det er med vilje at striberne vender hver deres vej - jeg syntes lynlåsen ville være finest hvis den fik lov at gå på tværs af striberne.



Tigertaske i sin helhed - det var umuligt for mig at fotografere hessian, uden at få de dér 'bølger' med. De er der ikke IRL


For-stoffet er et sæt sengetøj jeg arvede fra min farmor - knaphullerne var der i forvejen, det blev lukket med rigtige knapper i bunden. Det antyder at det var high-end-sengetøj... Nu er det dejlig meget stof :)  (og striberne er kun på den ene side af sengesættet, på den anden er der abstrakte blomster i samme nuancer. Der er uanede muligheder i det!)
Jeg har quiltet foret fast på et aflagt håndklæde, for at give noget robusthed samtidig med blødhed. Jeg er ikke så vild med vliseline, jeg synes det bliver mærkeligt med tiden. 

Det meste syning er foregået på maskine, nittehullerne er foregået med hammer og vold. Vendehullet i bunden af foret er syet i hånden, men det tåler ikke en grundig inspektion af sy-kyndige øjne og fingre - det var lidt svært at sy igennem både bomuld og håndklæde...

Jeg er meget glad for kontrasten mellem det barske hessian og de lyse blide farver indeni.







Igangværende projekter


Dem har jeg en del af. Især dem jeg syer i hånden. Jeg er i gang med at sy et tæppe i sekskanter over papir. Også kaldet English Paper Piecing. Det er noget jeg syer på foran tv'et eller når jeg er ude. Det er dog efterhånden ved at være stort at tage med rundt. Det var heller ikke til at finde et sted der var stort nok til at tage billeder. Indtilvidere er det 138 cm bredt og 91 cm langt. Jeg havde planer om at bruge alt det stof jeg har købt, men jeg tror jeg stopper når det er 160 langt for kanten tilføjer 10 cm i hver side. ( jeg regner med at ende på 180* 158cm, men nu må jeg se hvor længe jeg gider blive ved. :)
De ensfarvede stoffer er fra Kona Solids, mens de mønstrede er fra Lotta Jansdottars serie Echo. Jeg har planer om at kanten skal være ensfarvede firkanter i forskellig bredde. 

Jeg har tidligere syet et stort tæppe i sekskanter og fandet hurtigt ud af at jeg har brug for hjælpemidler. Så nu bruger jeg fingerbøl. Jeg er mest glad for at bruge dem i læder og har i dag bestilt 6 nye på Ebay. Normalt køber jeg dem i en butik i Lyngby, men de er desværre stoppet med at forhandle dem. 
Derudover bruger jeg små klemmer til at holder sekskanterne sammen. Jeg bruger kantebåndsklemmer fra Clover og de virker. Jeg bruger færre fingerkræfter, hvilket er godt for mine hænder.


Jeg holder orden i mine igangværende projekter ved at have det hele i en Toolbox. Denne her er fra Vitra og jeg har købt den hos Paustian. Jeg er lidt vild med udstyr til at holde orden. Til mindre projekter har jeg også brugt små papkufferter fra Søstrene Grene. Jeg er meget meget glad for min Toolbox. Jeg overvejede længe at købe den i sennepsgul, men jeg endte med lysegrå, for at tone ned for farveorgiet herhjemme.


/Emma