Ikke helt begejstret

Jeg er for et stykke tid siden gået igang med "to strømper på een pind, nedefra og op"-projektet som jeg har været meget spændt på. Det var jeg i hvert fald indtil jeg begyndte :s

Oh, how I hate thee - let me count the ways...

Det er noget baks i begyndelsen, og begge strømper insisterede på at lave et uklædeligt 'hul', men kun i den ene side af tæerne (hvis det giver nogen mening). Jeg opgav at få det pænt og skumlede bare over det tilsidst. Og til stadighed.

Jeg skal hele tiden skifte garn. For mig er det noget der virkelig nedbringer strikketempoet. Altså jo ikke med flere timer om dagen, men garanteret et par timer når strømpe-sættet er færdigt.

Jeg skal hele tiden skubbe de relevante masker ind på den faste del af rundpinden - og de er stramme i enderne, for jeg har noia over at få et par iøjnefaldende 'striber' af løs maske hele vejen op ad benene - og det tager tid og tager strikketøjet ud af mit strikkegreb, så jeg skal hele tiden tage fat i det rigtigt igen.

Det er herre-nederen-langsomt at få noget fremskridt med denne metode. Jeg ved godt at når jeg endelig har kæmpet mig færdig, så har jeg hele TO strømper - oh the wonder - men undervejs er det virkelig svært at se at jeg overhovedet kommer nogen vegne. Så instant gratification er i dén grad udelukket. Jeg kan ikke se på nøglerne at jeg overhovet er begyndt, og så er der altså lang vej i mål....

I denne sammenhæng kan også nævnes manglen på stolthed, når man i triumf tager den første færdige strømpe og i glædesrus svinger den over hovedet og hujer: Nu mangler jeg bare én magen til :)


Som positivt kan nævnes:
Strømperne får samme størrelse/længde/bredde/fejl - et sæt identiske tvillinger. (Hvis man altså brugte ensfarvet garn)

Begge er færdige når man er færdig (hvilket jo er den positive side af, at det går så hulens langsomt...)

Jeg formår at undgå 'striberne' i siderne, fordi jeg strammer meget til. Men ellers ville de også virkelig gå mig på, så jeg betragter det som en simpel nødvendighed.

Konklusion:
Jeg tror jeg er en strømpepinde-kind-of-gal, i stedet for dette nymodens med strømper på rundpinde tsk-tsk-tsk...

På strømpepindene skal jeg ikke stramme særlig meget til mellem pindene, jeg har garnet liggende på dets plads mellem fingrene konstant, maskerne glider ubesværet over pinden, fordi de ikke er ude på noget tyndt stykke og skal tilbage på det tykke. Og ret vigtigt: jeg kan se fremskridt hurtigt.

Ulempen er at man selvfølgelig skal tage sig sammen til at strikke nummer to, og at man skal tælle-tælle-tælle.

Jeg overvejer at overføre strømperne her til almindelige strømpepinde, men giver det lige en chance mere.

Ideen med nedefra og op er jeg vild med (jeg er endnu ikke nået til hælen - måske er det helt sindssygt svært) men tanken om at jeg bare kan strikke til der ikke er mere garn istedet for at skulle sidde og blive nervøs over om der er garn nok til den sidste fods tæer tiltaler mig voldsomt. Jeg kan nemlig godt lide lange strømper :)

Materialeinfo:
Som det ses af billedet er det Mayflower Strømpegarn, fra Sommerfuglens gadekurve.
Pinden er en Knitpro 80cm i str 2.5. Og det er altså ikke pindens skyld at det er besværligt - den er nemlig meget fleksibel i wiren og det er helt bestemt meget rart når man som her bøjer den 19 gange rundt om sig selv.



Puha det var rart at komme af med mine strikke-genvordigheder - jeg satser på mere positive indlæg fremover...Happy-happy-happy :D

Maria