søndag den 17. august 2014

Små projekter til de små

Her i foråret har jeg også fået lavet nogle små projekter, og det gode ved dem er at det går meget hurtigt med at få dem af pinden.
Projekterne her er givet videre til rette ejermand, og derfor kan de godt komme op her, da de var en gave til den lille nye i vores gruppe.

Barselsgaven
Men det hele startede med en top der hedder Barselsgaven fra Tusindfryd Cph.
Den er meget hurtig at strikke, det tog nærmest kun en mindre dags tid. Den er strikket i alpakauld Indicita fra Filcolana.
Det eneste som irriterede ved den var at man skulle samle den i siderne til sidst. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg kan bedre lide at strikke rundt i kroppen, så hvis jeg skal lave den igen, så vil jeg prøve at ændre lidt i opskriften.

Så faldt jeg over et par rigtig fine ballonbukser, i virkeligheden for lang tid siden, i butikken Sommerfuglen fra bogen All You Knit is Love, så dem besluttede jeg mig for at se om de ikke kunne blive fine i Rasmillas Ynglingsgarn i Lilla. Og resultatet er ok, men jeg strikker lidt løst i det garn, var ikke selv 100 % tilfreds, og så er der også en masse vrang i opskriften som ikke gør min strikkefasthed meget bedre. Så næste gang vil jeg nok lave lidt om på snoningerne og sørge for at det meste er retstrik.

Ballonbukser


Derudover strikkede jeg en cardigan, også i Rasmillas Ynglingsgarn, og der igen drillede strikkefastheden for mig, så den blev lidt større end den var tiltænkt.
Cardigan var en stribet en fra Lene Holme Samsøe, som Emma opfordrede lidt til.
Cardigan

Top med får og ribkanter


Da jeg bestilte Barselsgaven, købte jeg også noget ekstra garn i Indicita i en rigtig flot rød/pink. Det besluttede jeg kunne blive et til en top fra All You Knit is Love med ribkanter, og derudover ville jeg gerne lave noget mønster i den. Mønstret blev til får (mønstret har jeg fra en sokkeopskrift der hedder Pias fede får), som blev strikket i resten af det hvide garn jeg havde tilovers fra den første top. Og det er første gang at det er lykkedes mig at strikke med flere farver uden at det er blevet stramt eller helt umuligt at se et mønster. Så det er jeg meget godt tilfreds med, og overvejer at oppe ud i nogle flere projekter med mønster i på et tidspunkt.

Der udover strikkede jeg Fuglemammas omslagsbody og en cardigan med snoninger i alpaka fra Isager (nr. 2), som var en rest jeg havde fra nogle andre projekter. Cardiganen er fra bogen Strikkede Babydrømme, og kan desuden findes på Femina her.



Fuglemammas omslagsbody
Cardigan med snoninger

Men det var de færdige (og afleverede) små projekter herfra. Derudover er jeg i gang med en top til mig selv, og så er der jo en anden af mine venner der venter sig, og hvor jeg også har nogle ting jeg vil strikke, men mere om det senere.

onsdag den 13. august 2014

Endnu en opsamling!

En tobakspung til rygeren
Kæresten var træt af at skulle lave en større indsamling af grej, hver gang han skulle afsted og gerne ville kunne ryge. Så nu er der samling på papirer, filtre og tobak. Lighteren ligger alligevel altid i lommen, så den behøvede der ikke at være plads til.
Princippet er som et gammelt penalhus - med elastikbånd til at skubbe tingene ind under. Der er plads til seks løse filtre eller tre 'rør' (forholdsvis ny måde at købe sine filtre på) af hver 5 filtre, samt en pakke papir indeholdende 100 stykker.
Funktionaliteten er som tobaksposens - man folder en del af selve posen med ned og rundt om, så der ikke er noget der kan undslippe.
Lædersnøre til at holde styr på tingene. Stoffet er nyindkøbt fra stof&stil - noget polyester-bomuldsblanding, som nu efter 2½ måned stadig ser ud som nyt. Diskrete striber, via vævningen, i den sorte udvendig og ren grå på foret.
Han ruller på cowboy-metoden, så der behøvede ikke være plads til den lille bambusmåtte. Hvis min far nogensinde vil have en tobakspung skal det være med plads til bambusmåtte og så skal jeg nok lægge nye billeder op ;)









Han er superglad for den og har været det fra dag 1. Og siger at det føles som om han har haft den altid fordi den bare er god. Det var endnu engang hans egen idé og der var detaljerede kravsspecifikationer - dog med frihed i udformningen.

Skinnyjeans, der blev til trompetbukser, der blev til bukser med svaj
I foråret skulle vi til min fætters 40 års fødselsdag, hvor temaet var 60'erne og 70'erne. Det troede vi da. Da vi ankom viste det sig at alle fra familien ganske rigtigt var 60'er/70'er, men alle kollegerne var cowboydere og indianere og alle vennerne var filmkarakterer. Det var totalt kaos og superfint. Der var så mange seje udklædninger.
Jeg havde lavet nogle ordentligt store indlæg i et par skinnyjeans, men jeg fik først taget billedet lige før jeg sprættede dem op for at fjerne den grønne.

Sekundet inden de døde
Dagligdagsbuks - i hvert fald for sådan en som mig
Den grønne farve clashede for hårdt til 2014 - den var fin til 70'er, for det var min farmors gamle nederdel fra netop 70'erne. Det var også liiidt for meget trompet til hverdag, så jeg lod den blomstrede være og fjernede den grønne. Nu er de super - også til bare tæer. Bemærk korkplateauskoene, som naturligvis var med til festen.
Jeg er meget glad for bukserne og går med dem hele tiden når temperaturen er lav nok...

Kommentar:
Et par seje bukser BABY honey bunny pants
/Frederik

Strandtaske og pose der matcher tobakspungen
Jeg havde købt en gnaver i stof&stil til at bruge til noget til Frederik, fordi han ville synes den var fin. Det blev så til en stofpose - lavet af det grå stof som også er fór i tobakspungen. Han bruger pose/net når han skal have mere med end der kan være i lommebuksernes uendelige dyb. Han har en stribe reklame-stofposer med dødsmetal/blackmetal-tema og nu har han også en gnaver, som han som forventet blev meget glad for.













Til næste projekt havde jeg en vis form for supervision:

Min mor havde en ægte 70'er strand-omklædnings-beklædningsgenstand i grøn og gul. Forestil dig en trøje der går til lige ned under numsen, med enorme ærmegab og så stor en omkreds at selvom der ikke var ærmer gik stoffet ned til midt på overarmen. Med hætte og en indvendig kængurulomme.
Finten er, at man kan skifte fra badetøj til hvadsomhelst inde i sådan et strand-villatelt. Lommen er selvfølgelig til at have skiftetøj liggende i. Diskret og praktisk.
Jeg brugte den aldrig (og det gjorde min mor i øvrigt heller ikke) fordi det stadig er nemmere at skifte tøj når man bare er bar. Men jeg ville jo gerne få brugt den til noget, for det er en dejlig grøn farve :)
Jeg havde ikke nogen dedikeret strandtaske og jeg bader flere gange om ugen hele sommeren.
Så det blev det: Dobbelt bund, til at give lidt stabilitet, en stor lomme på den ene side, to mindre på den anden og høje lommer i enderne.
Den er super!








Opslagstavle
Jeg er nu den entusiatiske ejer af en limpistol og har allerede fået et grimt brandsår fordi jeg er klodset. Men der er også kommet noget anvendeligt ud af det. Tre kork-bordskånere fra ikea, stof fra restekasserne i stof&stil, førnævnte limpistol og tre ophængningsdimser:

Nu hænger der også ting på dem, men det har jeg ikke noget billede af.













Sidst men også vigtig - en opbevarings'kasse'
Den skulle passe lige ind på hylden i skabet. Ikeastoffet lå og ventede. Fint skråbånd fra stof&stil, og det er ekstrabredt, hvilket var HELT nødvendigt.
 
Den er syet af to lag ikeastof med håndklæde som mellemstof. To lag i bunden Et lag i siderne.
Pyh - det er meget at sy igennem. Jeg bøjede tre nåle.

Set oppefra, ned i.
Lagene er quiltet som vinden blæser. Siderne kan foldes op så den bliver meget høj (men stadig kan være i skabet), men så mister den noget stabilitet.
















Det var det, for denne gang. Sikke en masse.
Hilsen Maria